Genbrugsplads i Viborg står i flammer

Et område på omkring 200 kvadratmeter brænder lørdag aften på genbrugspladsen Revas i Viborg. Midtjysk Brand & Redning har branden under kontrol.

Et område på omkring 200 kvadratmeter står i flammer på genbrugspladsen i Viborg.
Et område på omkring 200 kvadratmeter står i flammer på genbrugspladsen i Viborg.
Foto: Midtjysk Brand og Redning

Det brænder lige nu i et større område på genbrugspladsen Revas på Kirkebækvej i Viborg. Alarmen gik klokken 18.38 hos Midtjysk Brand & Redning, der rykkede talstærkt ud. 

- Det var et område på omkring 200 kvadratmeter, der stod i flammer, da vi ankom. Vi har derfor fire vogne herude og vandkanoner, der står og sprøjter vand på hele tiden, forklarer indsatsleder Rasmus Klüver Jensen.

Midtjysk Brand & Redning har blandt andet sat vandkanoner ind for at få ilden under kontrol.
Midtjysk Brand & Redning har blandt andet sat vandkanoner ind for at få ilden under kontrol.
Foto: Midtjysk Brand & Redning

Brandårsagen er ukendt

Det er et indhegnet område bag ved genbrugspladsen, der står i flammer. Området rummer primært almindeligt husholdningsaffald, forklarer indsatslederen. På nuværende tidspunkt kender man ikke brandårsagen.

- Det er svært at sige, hvad der har startet branden, men der kan jo ligge alverdens ting i sådan noget affald, som kan antænde. For eksempel en olieklud, noget fyrværkeri eller nogle kemikalier, forklarer Rasmus Klüver Jensen til TV MIDTVEST.

Udvikler kraftig røg

Midtjysk Brand & Redning arbejder lige nu på højtryk med slukningsarbejdet. Ingen mennesker er i fare, men branden udvikler en kraftig røg.

- Heldigvis er vindretningen med os, så røgen driver ikke ind mod byen og mod beboelse, men derimod ind over en nærliggende plantage, lyder det fra indsatslederen. 

Branden er nu under kontrol, men slukningsarbejdet fortsætter minimum nogle timer endnu.

Det er dette område bag ved genbrugspladsen, der står i flammer. Området rummer primært almindeligt husholdningsaffald, forklarer indsatslederen.
Det er dette område bag ved genbrugspladsen, der står i flammer. Området rummer primært almindeligt husholdningsaffald, forklarer indsatslederen.
Foto: Midtjysk Brand & Redning