Genan politianmelder egen stifter

Miljøselskabet Genan, der har hjemme i Viborg, har efter et år med økonomisk krise valgt at politianmelde selskabets stifter, Bent A. Nielsen.

genan.jpg

Efter et forløb med flere økonomiske skandaler har miljøselskabet Genan torsdag morgen valgt at politianmelde selskabets stifter og tidligere storaktionær, Bent A. Nielsen, for mandatsvig og bedrageri. Det skriver Finans.dk.

Politianmeldelsen sker på grundlag af en undersøgelse, der fandt sted for knap et år siden.

- Jeg har sådan set ikke de store yderligere bemærkninger, men det er forhold, der vedrører skyldnersvig og mandatsvig. Det er sket i enighed med PKA (investor, red.) og bankerne, men nu er den afleveret til politiet, ogdet må så nu være op til politiet at finde ud af, hvad der skal ske herfra, siger Genans bestyrelsesformand Peter Thorsen til hjemmesiden.

Genan er verdensførende inden for genbrug af brugte dæk. Men i juni sidste år fik Viborg-virksomheden problemer med Erhvervsstyrelsen, fordi regnskabet for 2013 ikke blev afleveret til tiden - og i øvrigt var fyldt med fejl.

Redningen kom i august, da pensionsselskabet PKA købte stifter, Bent A. Nielsen, ud af Genan og derefter fik styr på regnskabsrodet.

Nye millioner til Genan

Nu investerer PKA 225 mio. kr. i miljøselskabet for at få vendt den dårlige økonomi rundt.

- De nye penge er nødvendige for at få nogle af de gamle tilbage igen. Ellers ville virkeligheden gå ned. Det er logikken i en virksomhed, der har lidt så meget, som Genan har, siger Peter Damgaard Jensen, der er administrerende direktør i pensionsselskabet, til Finans.dk.

PKA Pension ejer i dag 97 procent af aktierne i miljøselskabet Genan.