Gamle Queen-hits samler gymnasieelever i Viborg

Viborg Gymnasium & HF opfører en teaterkoncert med Queen-tema, og arbejdet med forestillingen har haft en positiv bivirkning.

2:11
Pelle Mørk og Katrine Høgh er med på scenen i Queen-forestillingen på Viborg Gymnasium & HF. Du kan se hele indslaget her.
Foto: Morten Fyrstenborg, TV MIDTVEST

Musik har en evne til at samle folk, og det mærker man tydeligt på Viborg Gymnasium & HF.

Siden november har mere end 100 elever og lærere på gymnasiet  arbejdet på en teaterkoncert med musik fra Queen, og det har givet eleverne meget mere end bare musikkendskab.

- Jeg er begyndt at snakke med nogle mennesker, jeg ellers aldrig ville snakke med. Det er så fedt, fortæller gymnasieelev Katrine Høgh, som er med i forestillingen.

Et tidskrævende projekt

I kølvandet på den store succes som biograffilmen 'Bohemian Rhapsody' har haft, har også Viborg Gymnasium & HF valgt at hoppe med på Queen-vognen.

Med teaterkoncerten forsøger gymnasieeleverne at sætte deres eget præg på de gode, gamle Queen-klassikere, og det har krævet mange timers forberedelse.

- Vi har brugt rigtig meget tid på det her, og det er nok også en del af grunden til, at man kommer så tæt på hinanden, siger Pelle Mørk, der går på gymnasiet og spiller med i forestillingen.

Kun ét minus ved at være med

Også blandt lærerne er man glade for det sammenhold, som arbejdet med forestillingen har givet.

- Vi kæmper for et fælles mål, hvor karaktererne ikke betyder noget. Alle gør, hvad de kan, og den der følelse af spænding og adrenalinsus sammen med eleverne, det er faktisk en ret unik oplevelse, siger underviser Tom Rahbek.

Faktisk er der kun en enkelt ting, som i hvert fald Pelle Mørk godt kunne undvære:

- Jeg vænner mig nok aldrig helt til at skulle have makeup på. Det kløer og kradser og er tungt for øjnene. Det er lidt irriterende, griner han.

Du kan se hele TV MIDTVESTs indslag fra gymnasiet i toppen af artiklen. Hvis du vil nå at se Queen-forestillingen i virkeligheden, er det sidste chance i dag.