Gaderæs i Viborg: Bilentusiaster tog selv affære

Klokken 22:02 lørdag aften fik Midt- og Vestjyllands Politi en anmeldelse om, at 25-50 biler var samlet i et industrikvarter ved Bilka i Viborg. Nogle af bilerne skulle angiveligt være til gene for andre på grund af gaderæs.

Midt- og Vestjyllands politi sendte en patruljevogn til stedet, men da patruljen landede derude, var gaderæset ophørt.

Det har vagtchefen følgende forklaring på:

- Bilentusiaster var samlet derude for at hygge sig og tale sammen. Men da nogle var begyndt at køre ræs, var de blevet bortvist af de øvrige, da det ikke var det, man var kommet for, oplyser Allan Riis, vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi.

Politiet roser gruppen for håndteringen af episoden ved Holstebrovej i Viborg.

- Det er godt, at de har en dialog internt, så de kan mødes på en god måde, siger Allan Riis.

Der har tidligere været store problemer med gaderæs flere steder i landsdelen i weekender.