Fyret for politiske holdninger

Stifteren af danskernes parti mistede sin praktikplads, efter arbejdsgiveren fandt ud af hans politiske ståsted.

danskernespartiinet.jpg

21-årige Daniel Carlsen, som er leder og stifter af det højreorienterede Danskernes Parti, mistede tirsdag sin praktikplads i virksomheden PFP i Kjellerup.

Han havde nået at være på arbejde i virksomheden en enkelt dag, men tirsdag blev virksomhedens ejere klar over, hvilke politiske holdninger deres nye studiepraktikant praktiserede uden for arbejdstiden.

- Vi opsagde samarbejdet med Daniel Carlsen, fordi vi ikke ønsker at blive kædet sammen med de værdier, han står for, forklarer en af virksomhedens ejere, salgs- og marketingsdirektør Peter Damkjær fra bordpladeproducenten PFP. Vores egne værdier ligger meget langt fra dem, han står for, fortsætter han og forklarer, at de var blevet tilbudt Daniel Carlsen som praktikant gennem Erhvervsakademi Midt-Vest efter at have sagt god for hans CV.

Fyret med øjeblikkelig virkning

Daniel Carlsen blev bedt om at forlade arbejdspladsen med øjeblikkelig virkning, men Peter Damkjær forklarer, at hele episoden foregik uden dramatik.

Daniel Carlsen ærgrer sig over fyringen. Han mener ikke, at hans politiske arbejde i fritiden har noget at gøre med hans uddannelse og arbejdsliv.

- Men jeg kan ikke sige, jeg var overrasket - jeg har oplevet det før, men jeg bliver skuffet og træt af det. Det krænker også min retsbevidsthed, at man føler, det er i orden at afskedige folk, man ikke er enig med, siger han i dag til TV/MIDT-VEST.

Han vil nu lede efter en ny praktikplads, men afviser at skrue ned for sin politiske aktivitet, mens uddannelsen er i gang, selvom det kunne gavne hans muligheder for at få arbejde.

- Jeg vil være neutral når jeg går på arbejde og i skole osv. Og hvad jeg laver i min fritid, mener jeg ikke er relevant for mit arbejde, forklarer Daniel Carlsen.