Viborg er en populær studieby. Tal fra VIA University College, som offentliggøres torsdag viser, at der er fuldt hus på uddannelserne til sygeplejerske, pædagog, animation samt graphic storytelling i Viborg. I alt 421 studerende - mod 405 sidste år - modtager torsdag besked om, at de kan gøre sig klar til studiestart.
Ledige pladser på administrations-bacheloruddannelsen
Selvom bacheloruddannelsen i offentlig administration i år optager 24 studerende, hvilket er 3 mere end sidste år, har uddannelsen stadig ledige pladser. Det skyldes, at der - i modsætning til de andre uddannelser - ikke er loft over antallet af studiepladser.
Herudover er der ledige pladser for sosu-assistenter, der ønsker at videreuddanne sig til sygeplejerske.
Direktør glæder sig
VIAs direktør Konstantin Lassithiotakis glæder sig over de unges interesse for at studere i Viborg.
- VIA har opbygget nogle populære uddannelser i Viborg. Det er sket i samarbejde med lokale partnere både i forhold til vores offentligt rettede uddannelser, som pædagog og sygeplejerske, og de privatrettede, som er vores animationsuddannelser, oplyser Konstantin Lassithiotakis i pressemeddelelsen.
I alt modtog uddannelserne i Viborg i år 1703 ansøgninger, heraf havde 769 Viborg som førsteprioritet.
Fakta: Antal optagne i Viborg per 30. juli 2015
Bachelor i Graphic Storytelling: 20Bachelor i Animation: 50Professionsbachelor i offentlig administration: 24 (STADIGT LEDIGE PLADSER)Professionsbachelor, Pædagog: 170Professionsbachelor, Pædagog - netbaseret: 54Professionsbachelor, Sygeplejerske: 103 (STADIGT LEDIGE PLADSER FOR SOSU-ASSISTENTER)
Foto: VIA University College