Fugleinfluenza frygt formentlig ubegrundet

Den frygtede fugleinfluenza er formentlig ikke kommet til Midtjylland. Den første prøve fra et hobbybrug i nærheden af Kjellerup var negativ.

Arkivfoto.
Arkivfoto.

Fjerkræbranchen i Midt- og Vestjylland kan ånde lettede op i denne omgang. En screening af en prøve fra et hobbybrug på Kjellerup-egnen viser sig at være negativ. 

- Den første screening er negativ. Vi har ikke det endelige svar på prøven, det får vi i morgen, men når screeningen er negativ, så er den endelig prøve formentlig også, siger veterinærchef i Fødevarestyrelsen, Maren Holm.

Tirsdag  tog Fødevarestyrelsen en prøve i hobbybruget, som efterfølgende blev politieskorteret til analyse på DTUs veterinærinstitut. 

Fugleinfluenza

Fugleinfluenza er en smitsom virussygdom. Dødeligheden er så høj, at hvis en fjerkræbesætning bliver ramt, kan det udrydde hele besætningen.

​​Alle fuglearter kan rammes af fugleinfluenza, men der er stor forskel på, hvor hårdt de rammes. Kalkuner og høns er de mest følsomme, mens vandfugle generelt modstår sygdommen bedre.

Der findes en lang række forskellige former for fugleinfluenza. Den aktuelle fugleinfluenza-type kaldes H5N8 og er en dødelig variant. Andre former kan kun give luftvejsinfektioner hos fuglene.

Mandag blev det første tilfælde af fugleinfluenza fundet i en dansk fjerkræbesætning. Det skete i Ålsgårde i Nordsjælland, hvor en hobbybesætning på omkring 30 ænder blev ramt. En tredjedel af besætningen døde i løbet af weekenden, og mandag rykkede Fødevarestyrelsen og Beredskabsstyrelsen ud og aflivede resten af besætningen.