Fra sundhedschef til sosu-elev: Peter skifter karriere, arbejdstider og løntrin

Sundhedschefen i Viborg Kommune, Peter Borup Sørensen, siger farvel til jobbet på rådhuset. I stedet skal han i gang med at uddanne sig til social- og sundhedsassistent. Bedre arbejdstider og kontakt til borgeren lokker.

2:25
Den er god nok. Sundhedschefen i Viborg Kommune, Peter Borup Sørensen, har sagt sit chefjob op for at tage en SOSU-uddannelse.
Foto: Hans Trier Vittarp, TV MIDTVEST

I fem år har Peter Borup Sørensen været sundhedschef i Viborg Kommune. Inden da var han i 10 år områdechef hos Kræftens Bekæmpelse. Så i mange år har han været vant til både lange arbejdstider, høj løn og kontorarbejde.

Men det er slut nu. Fra 1. august begynder han i stedet som social- og sundhedselev i Lemvig.

- Jeg kunne godt tænke mig at få lidt mere tid til familien og mine egne interesser. Og det er lidt svært, når man sidder i et chefjob. Det er ikke et 37 timers arbejde, siger Peter Borup Sørensen.

I februar fyldte han 60 år, og siden da har han brugt tiden på at finde ud af, hvordan hans arbejdsliv skulle afsluttes.

- Jeg har reflekteret lidt over, hvad søren skal jeg give mig i kast med, og samtidig har jeg mærket rigtig grundigt efter i min mave. Jeg fandt ud af, at jeg faktisk rigtig godt kunne tænke mig at have mere med mennesker at gøre, forklarer Peter Borup Sørensen.

Ud i virkeligheden

Han glæder sig til karriereskiftet fra rådhuset og ud til borgerne og deres hverdag.

- Kontrasten er blandt andet, at jeg kommer til at stå ude i virkeligheden. Når jeg sidder på rådhuset, sidder jeg og taler og skriver om virkeligheden. Det bliver en hel anden fornemmelse, når jeg står ude i den.

I første omgang skal Peter Borup Sørensen færdiggøre uddannelsen som social- og sundhedsassistent. Han fortæller, at han og hans familie ikke er afhængig af hans chefløn, der er meget højere end en elevløn.

- Det, jeg vil med jobskiftet, er at have et job, som giver endnu mere mening, end det job, jeg hidtil har haft. Samtidig vil jeg også gerne have et job, jeg ikke skal brug 60 timer på om ugen. Jeg har brug for at se, der sker en forskel her og nu og ikke først om to til tre år, fordi jeg har skrevet en rapport inde på rådhuset.