Forsvaret kendte til PFOS-forurening på bortforpagtet jord

Uvidende om jorden og bækkens forurening med giftstof har en bonde forpagtet hos Forsvarets Ejendomsstyrelse.

PFOSArkiv
Foto: Mia Ostenfeld, TV MIDTVEST

Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse har i mere end to år haft kendskab til PFOS-forurening i Hessellund Bæk i Viborg Kommune.

Alligevel bortforpagtede Forsvaret i samme periode jorden og bækken ud til en kvægbonde, der har haft kødkvæg gående der.

Det skriver Avisen Danmark, der sammen med Radio4 har fået aktindsigt i en rapport.

Først inden for den seneste måned er bonden blev gjort opmærksom på forureningen af Forsvaret. Forureningen stammer fra brandskum fra Flyvestation Karup.

Bonden er blevet orienteret om, at han ikke må benytte bækken og heller ikke jorden omkring som foder.

PFOS er et giftstof, der er sundhedsskadeligt for mennesker at have i kroppen. Det er kommet i søgelyset efter en sag i Korsør, hvor mere end 100 borgere er blevet forgiftet efter at have spist oksekød fra kvæg, der græssede på en forurenet mark.

Philippe Grandjean, professor i miljømedicin ved Syddansk Universitet, vurderer, at der er ligheder mellem de to sager.

- Det ligner Korsør-sagen. I begge tilfælde stammer forureningen fra brandskum, der er vasket ud med regnvandet, og videre til en mindre bæk, der løber gennem en eng, hvor køer græsser. De niveauer, der er målt i Hessellund Bæk er rigtig høje, og derfor kan jeg godt frygte, der er sket en betydelig forurening af kødet, siger Philippe Grandjean til Avisen Danmark.

I både 2019 og 2020 blev der målt værdier af PFOS i vandet fra Hessellund Bæk, der var op til 55 gange over miljøkvalitetskriteriet.

Men først nu har Forsvarets Ejendomsstyrelse fået taget prøver af græsset. Oksekødet fra de græssende kvæg er dog ikke testet.

Styrelsen skriver til Avisen Danmark, at den ikke flere år tilbage var bekendt med, at der gik kvæg på området.

- Da Ejendomsstyrelses jordforureningssektion bliver bekendt med, at der er dyr på området, der har adgang til at drikke fra bækken, undersøges forholdene, og der rettes henvendelse til forpagteren, skriver Forsvarets Ejendomsstyrelse til avisen.

Forsvarsminister Trine Bramsen (S) skriver til avisen, at hun "har ingen grund til at tro, at nogen bevidst skulle have undladt at reagere, men har bedt om en forklaring på, hvorfor der er handlet, som der er".

/ritzau/