Forsvaret advarer mod stigende problem: Droner er til fare for flytrafikken

I værste fald kan den ulovlige droneflyvning betyde tab af menneskeliv, lyder det fra Forsvaret.

Skiltningen på Flyvestation Karup efterlader ingen tvivl, og ifølge Forsvaret er reglerne også klare: Al droneflyvning nær flyvestationer, militære anlæg og lufthavne er forbudt.
Skiltningen på Flyvestation Karup efterlader ingen tvivl, og ifølge Forsvaret er reglerne også klare: Al droneflyvning nær flyvestationer, militære anlæg og lufthavne er forbudt.
Foto: Karl Erik Lørup, TV MIDTVEST

Droner udgør et stigende problem for de militære lufthavne, og Forsvaret advarer nu mod, at den ulovlige trafik kan få fatale konsekvenser.

- Hvis et fly eller en helikopter rammer en drone i luften, kan det forårsage alvorlige skader og i værste fald tab af fly og menneskeliv, siger oberst Henrik Nielsen, der er stabschef i Flyverkommandoen, i en pressemeddelelse.

I april var der 27 droneflyvninger nær Forsvarets flyvestationer, og i maj blev der meldt om 24 sager.

Et af eksemplerne stammer fra Flyvestation Karup. I maj opdagede man en drone i 200 meters højde i nærheden af flyvestationen, og ifølge Forsvaret udgjorde dronen en risiko for både forsvarets helikoptere og den civile flytrafik i Karup.

Manden, der havde sendt dronen i luften, vidste ikke, at han gjorde noget ulovligt. Reglerne er ellers meget klare: Al droneflyvning nær flyvestationer, militære anlæg og lufthavne er forbudt, oplyser Forsvaret.

Ser dronerne som legetøj

Problemet er steget i takt med, at dronerne er blevet billigere og derfor købes af mange private.

- Oftest handler det om uvidenhed. Folk ser dronerne som legetøj, men under de forkerte omstændigheder er de farlige. Det er vigtigt, at man sætter sig ind i reglerne for droneflyvning, før man kaster sig ud i det, siger oberst Henrik Nielsen.

Han understreger, at Forsvaret arbejder sammen med politiet om at undgå de ulovlige og farlige droneflyvninger. Alle ulovlige flyvninger blev meldt, og ordensmagten får relevante oplysninger om tid, sted og dronernes serienummer.

- Det bliver vi simpelthen nødt til. Når vi går ud på denne måde med en oplysningskampagne, så er det fordi vi gerne vil hjælpe folk med ikke at komme på tværs af loven, men selvfølgelig især for at undgå risikoen for forsvarets fly og personel, siger han. 

Hvis man overtræder reglerne, risikerer man at få en bøde og få dronen beslaglagt.

Det handler ofte om uvidenhed, når folk overtræder reglerne, mener Forsvaret.
Det handler ofte om uvidenhed, når folk overtræder reglerne, mener Forsvaret.
Foto: Karl Erik Lørup, TV MIDTVEST