Forsker: Guldsjakal kan være vandret herop

En forsker ved Aarhus Universitet tror, at guldsjakalen ved Karup er undsluppet fangenskab, men peger også på, at den godt kan være være vandret herop selv.

Liselotte Wesley Andersen var overrasket, da hun modtog resultaterne på DNA-prøverne, der viste, at det var en guldsjakal, der i sommer blev kørt ned i nærheden af Karup.

- Det havde jeg ikke regnet med, siger hun.

I og med, at han-dyret er kastreret tror forskeren på, at den er sluppet ud af fangenskab.

- Det passer med, at den ikke har testikler. Men den kan jo have haft en sygdom der gør, at de sidder oppe i bugen, siger Liselotte Wesley Andersen til tvmidtvest.dk.

Men hun afviser ikke, at dyret kan være gået herop, for der er fundet guldsjakaler tæt på Danmark inden for de senere år.

Tæt på Danmark

- Den er allerede i Letland, Estland og Lithauen, og jeg har også fundet ud af, at der er blevet kørt en guldsjakal over i det nordvestlige Polen, som jo er tæt på Tyskland, siger forskeren, der pointerer, at hvis den er nået så langt, kan den også vandre videre til Danmark.

Guldsjakalen er kendt som den europæiske sjakal, og den stammer fra området omkring og syd for Grækenland.

Opduktion afgør fangenskab

Nu bliver dyret sendt til undersøgelse, hvor en obduktion af kadavaret skal vise, om dyret er blevet kastreret ved en operation, og hvis det er tilfældet, er dyret med sikkerhed undsluppet fangenskab, fortæller forskeren.

Samtidig fortæller hun, at det er for tidligt at sige, hvilken betydning guldsjakalens eventuelle indvandring vil have for dyrelivet, men hun er ikke videre alarmeret.