Formstærk landsholdsduo forlænger og sejrer med Viborg

Det bliver for tiden både til forlængelser med nøglespillere og sejre på håndboldbanen for Viborg HK.

Landsholdsspilleren Kristina Jørgensen er et af to store talenter, som Viborg HK torsdag forlængede deres kontrakter med.
Landsholdsspilleren Kristina Jørgensen er et af to store talenter, som Viborg HK torsdag forlængede deres kontrakter med.
Foto: Scanpix. Henning Bagger

Viborgs håndboldkvinder bliver ved med at vinde i den bedste kvindelige håndboldrække, hvor holdet torsdag aften slog 32-22 ude over Silkeborg-Voel.

Det var Viborgs syvende ligasejr i træk, og holdet topper rækken sammen med Team Esbjerg med 14 point.

Og uden for banen bliver Viborg ved med at forlænge med nøglepersoner i klubben.

I de seneste uger har klubben forlænget med cheftræner Jakob Vestergaard og spillerne Maria Fisker og Ida-Marie Dahl.

Viborg oplyste en time før torsdagens kamp, at landsholdsduoen Kristina Jørgensen og Anna Kristensen forlænger kontrakterne frem til sommeren 2024.

- Det er rettidig omhu at få styr på vores spillermateriale til de kommende sæsoner, og når vi er i en situation, hvor vi kan gøre det allerede nu, så er det dejligt, at spillerne også gerne vil være her.

- Hun (Kristina Jørgensen, red.) har potentialet til at blive verdens bedste, og vi tror på, at vi kan blive ved med at udvikle hende, siger Vestergaard til klubbens hjemmeside.

Store drømme

22-årige Kristina Jørgensen, som i torsdagens sejr blev holdets topscorer med otte mål, kom til Viborg i sommeren 2017 og er i gang med sin fjerde sæson i klubben.

- Min udvikling er bare gået fremad og opad. Jeg elsker at være i klubben og synes, vi har et rigtig godt træningsmiljø med de perfekte rammer for, at man som spiller kan udvikle sig.

- Jeg er stadig ung og er rigtig glad for at få kontinuitet og blive i Viborg, siger hun.

Kristina Jørgensen er bevidst om, hvilke mål hun har for fremtiden i Viborg.

- Mine drømme er, at vi kommer helt op på internationalt topniveau igen og dermed også spiller Champions League. Det er en personlig drøm for mig at prøve, fortæller Kristina Jørgensen.

Den 19-årige keeper Anna Kristensen, som i 2019 fik debut på det danske landshold, er klar til tre sæsoner mere i Viborg.

- Vi er ved at få bygget et hold op, der ligger med i toppen af ligaen, og jeg tror virkelig, at vi kan komme ud og spille Champions League og vinde finere medaljer end bronze.

- Det er også grunden til, at jeg forlænger, for det tror jeg på, at vi kan, siger målvogteren.

/ritzau/