Fogh tilbage på Katedralskolen

Anders Fogh Rasmussen besøgte Viborg og ville - næsten - ikke snakke valg.

260811_Anders_Fogh.jpg

NATOs generalsekretær Anders Fogh Rasmussen besøgte fredag sit gamle gymnasium - Viborg Katedralskole, hvor han blev student i 1972.

Dermed overholdt den tidligere statsminister et gammel løfte om at vende tilbage til skolen for at holde et foredrag.

- Det er en dejlig oplevelse. Minderne vælter frem, sagde Anders Fogh Rasmussen.

Besøget var også en stor oplevelse for gymnasiets elevrådsformand, Aleksander Koed, der har Fogh Rasmussen som sit politiske forbillede.

Mærkeligt sammentræf

Den tidligere statsminister betegnede det som et mærkeligt sammentræf, at der blev udskrevet folketingsvalg, den dag han er hjemme på besøg. Men ret mange kommentaterer til den politiske situation havde han ikke.

- Når man er gået af, er man gået af. Og der kommer ikke noget godt ud af, at man gør sig klog på, hvordan andre skal agere, sagde han.

 

 

2:17