Følger Støjberg ud ad døren: Byrådspolitiker i Viborg melder sig ud af Venstre

Venstre har mistet et byrådsmedlem i Viborg. Allan Clifford Christensen har meldt sig ud af partiet i kølvandet på Støjbergs farvel.

Allan Clifford følger Inger Støjberg ud af Venstre, skriver han i en sms til TV MIDTVEST.
Allan Clifford følger Inger Støjberg ud af Venstre, skriver han i en sms til TV MIDTVEST.
Foto: Viborg Kommune

Allan Clifford Christensen er ikke længere byrådsmedlem for Venstre i Viborg Kommune. Han har meldt sig ud af partiet og er blevet løsgænger.

Det fremgår af en kortfattet mail, som han har sendt til sine kolleger i byrådet mandag. TV MIDTVEST har læst mailen, som lyder.

- Gode kolleger,

- Jeg har dd meldt mig ud af Venstre.

- Jeg fortsætter i byrådet som løsgænger.

- Glæder mig til samarbejdet.

Venstres byrådsgruppe er dermed reduceret til ni medlemmer.

Næstformand i lokalforening: - Genopstillede ikke

Den 67-årige Venstre-veteran har siddet i byrådet i 19 år. Først i Karup fra 2002 - siden kommunesammenlægningen i 2007 i Viborg.

Udmeldingen af Venstre sker blot to måneder før kommunalvalget, der finder sted 16. november 2021.

Merete Langdahl Lyngholm, der er næstformand i Karup-Frederiks Venstrevælgerforening, er ikke bekendt med konflikter med partiafhopperen.

Samtidig stillede han ikke op til at blive genvalgt som lokal byrådskandidat.

- Han var ikke opstillet, siger hun til TV MIDTVEST.

Går i sympati for Støjberg

Allan Clifford ønsker ikke at udtale sig til kamera om sagen, men skriver i en sms til TV MIDTVEST:

- Siden Inger Støjberg forlod Venstre den 4. februar, har der hersket usikkerhed om, hvor hendes 30.000 stemmer kunne gå hen. Min vurdering er, at en tredjedel af Venstres byrådsgruppe står på hendes skuldre/stemmer, der har sympati for hende. Et faktum, ingen har villet tale om. Den manglende afklaring har i dag fået mig til også at forlade Venstre - efter mere end 20 år. Midt- og Vestjylland trænger til at få blandet kortene igen.

Den forklaring er ny for Claus Clausen, der er formand for Venstres byrådsgruppe.

- Jeg havde ikke regnet med, at Inger Støjberg skulle få indflydelse på Venstres byrådsgruppe i Viborg, forklarer han.

Han tilføjer, at han heller ikke tror, det kommer til at få nogen betydning på det kommende kommunalvalg.