Fodbold: Topholdet Viborg snubler mod HB Køge i 1. division

HB Køge tog fusen på Viborg FF og vandt 1-0, da de to hold fra 1. division mødte hinanden lørdag.

HB Køge kom en smule overraskende tilbage på sejrskurs efter en række sløje resultater, da holdet lørdag mødte topholdet Viborg FF i fodboldens 1. division.

Det ene mål i lørdagens kamp blev scoret efter blot seks minutter, da Jakob Johansson bragte hjemmeholdet foran 1-0. Viborg pressede på for at udligne, men hjemmeholdet formåede at holde gæsterne fra at score.

Midterholdet Køge, der ikke havde vundet i de seneste fem kampe, vandt således 1-0 hjemme over viborgenserne, der indtager tabellens førsteplads.

Resultatet betyder, at Silkeborg IF, der ligger på andenpladsen, søndag kan overhale Viborg i tabellen ved enten at spille uafgjort eller vinde over FC Helsingør.

Både Viborg og Silkeborg har 47 point. HB Køge har 37 point på ligaens syvendeplads.

 


Læs flere artikler fra Viborg eller i kategorien Sport.