Flygtningebørn mangler hjælp

Der er mangel på værger til flygtningbørn, som er kommet til Danmark uden deres forældre. Det har fået Røde Kors til at sætte fokus på problemet.

Asylcenter.jpg

Lige nu mangler 54 børn på landsplan akut en forældremyndighedsindehaver, og 13 knap 25 procent af børnene befinder sig på opholdssteder i kommunerne i Midt- og Vestjylland, oplyser projektleder i Røde Kors Niels Svankjær Christiansen.

I følge loven skal alle børn under 18 år have en forældremyndighedsindehaver tilknyttet, og det er kommunernes ansvar at finde personerne. Røde Kors har det sidste år haft som mål at hjælpe kommunerne med opgaven, og organisationen har således fundet 90 frivillige, som har været gennem et introduktionsforløb og som herefter bliver del af et fagligt netværk i Røde Kors.

- Vi klæder de frivillige på, så de kan sørge for, at flygtningebørnene bliver en del af det danske samfund, udtaler projektleder for indsatsen Niels Svankjær Christiansen.

Afghanske drenge mellem 15 og 18 år udgør ca. 85 procent af de unge som kommer til Danmark uden forældre. Det underbygges af forstander fra Nørresø børnepension i Viborg, Finn Bonnichsen, som har 20 afghanske drenge boende. 5 - 6 af de drenge mangler en forældremyndighedsindehaver.

Antallet af forældreløse børn der får opholdstilladelse er steget voldsomt. Alene i år frem til november fik 152 ophold, og det er bl.a. baggrunden for, at Røde Kors fortsætter sin indsats.