Flygtede med 1000 liter diesel på trailer

Dieseltyve kørte 160 kilometer i timen med 1000 liter dieselolie på en trailer.

Diesel
Foto: Arkivfoto TV MIDTVEST

Ved 3-tiden i nat opdagede en mand i Mollerup ved Tjele to mænd i gang med at stjæle diesel.

Tyvene stak af i deres bil. Bag på havde de spændt en trailer og en tank med 1000 liter diesel. Og så gik den vilde jagt ellers øst på mod Randers.

- Han opgav at følge efter, da tyvene kørte 160 kilometer i timen. Så tør han ikke mere, fortæller politikommissær Peter Søndergård fra lokalpolitiet i Viborg.

Flugtbilen og dieselen blev senere fundet efterladt i Kvorning.

Bilen holder nu hos politiet, hvor den er blevet undersøgt for spor, mens dieselolien er på vej til sin ejermand igen, oplyser politiet.