Det er godt otte måneder siden, en ung værnepligtig mistede livet, da han blev ramt af en bil ved Flyvestation Karup.
Den 71-årige mand, der ramte ham, flygtede fra stedet uden at stoppe op og hjælpe.
En stor eftersøgning gik i gang. Flugtbilisten blev fundet en uge senere, og i dag begynder retssagen så.
Flugtbilisten er tiltalt for en række overtrædelser af færdselsloven blandt andet paragraf 241 uagtsom manddrab.
Ifølge anklageskriftet har den 71-årige påkørt den værnepligtige med cirka 55 kilometer i timen. Den 22-årige værnepligtige blev smidt op i luften og landede cirka 25 meter længere fremme og døde af det.
Desuden er han tiltalt for at køre fra stedet uden at standse og yde den fornødne hjælp og for ikke at have underrettet politiet om uheldet - en overtrædelse af paragraf 253.
Da manden blev anholdt tilbage i oktober, påstod han, at han ikke vidste, at det var et menneske, han havde påkørt, men derimod et rådyr.
Uagtsomt manddrab kan give op til fire måneders fængsel. Overtrædelsen af paragraf 253 kan give op til to års fængsel.
Anklagemyndigheden går desuden efter en ubetinget frakendelse af mandens førerret.
Retssagen begynder klokken ni ved Retten i Viborg.