Flugten fra Flyvestationen: Skiltefirma sendte to tilfældige betjente på sporet af flugtbilist

Dagene efter ulykken

Det er tirsdag den 8. oktober 2019. Indsatsleder Kent Hansen og assistent Anders Holm er mødt på arbejde hos Midt- og Vestjyllands Politi.

Kent Hansen (tv) og Anders Holm ved ikke, hvad der venter dem, da de tilfældigvis bliver involveret i sagen om en flugtbilist ved Flyvestation Karup.
Kent Hansen (tv) og Anders Holm ved ikke, hvad der venter dem, da de tilfældigvis bliver involveret i sagen om en flugtbilist ved Flyvestation Karup.
Foto: Sebastian Andreasen Rasch, TV MIDTVEST

Aftenen forinden er der sket en ulykke ud for Flyvestation Karups hovedvagt i Kølvrå. En 22-årig værnepligtig er blevet ramt af en bil i et fodgængerfelt. Den unge mand er død, og bilisten kørt derfra.

Tilfældigvis møder Kent Hansen og Anders Holm ind dagen derpå og bliver af dagens vagtchef sendt ud til ulykkesstedet.

- Vi skulle indlede efterforskningen og undersøge, om der var noget, vores folk på stedet om aftenen havde overset. Det var der ikke, forklarer Kent Hansen.

Kent Hansen (foran politiets indsatslederbil) er sammen med sin assistent, Anders Holm, sendt ud til gerningsstedet dagen derpå for at lede efter nye spor. Men de finder umiddelbart ingenting.
Kent Hansen (foran politiets indsatslederbil) er sammen med sin assistent, Anders Holm, sendt ud til gerningsstedet dagen derpå for at lede efter nye spor. Men de finder umiddelbart ingenting.
Foto: Anders Meyer, TV MIDTVEST

Herefter skal der gå en uge, før Kent Hansen og hans makker får det afgørende gennembrud i sagen om flugtbilisten, der stak af fra Flyvestationen.

Hundredvis af tip og mange politifolk

I løbet af de følgende dage vælter det ind med henvendelser fra offentligheden. Faktisk får politiet flere end 300 tip.

- Vi fik jo henvendelser fra danskere i udlandet, der havde set klip fra pressen, som ringede til os og sagde, at det måtte være en VW UP eller en Peugeot 208. Vi fik mange forskellige bud på, hvad det kunne være for en bil, siger vicepolitiinspektør Poul Vestergaard-Lau fra Lokalpolitiet i Viborg og fortsætter:

- Der er både fordele og ulemper ved, at efterforskningen delvist foregår i offentligheden. Ulempen er, at vi får en masse henvendelser, vi ikke kan bruge til noget, men som vi bliver nødt til at bruge tid på at afprøve. Men fordelen er også, at vi kan få lige nøjagtigt den oplysning, der gør, at en sag bliver opklaret.

Vicepolitiinspektør Poul Vestergaard-Lau fra Lokalpolitiet i Viborg følger efterforskningen tæt og er blandt de første, Kent Hansen og Anders Holm kontakter, da de en uge efter ulykken gør vigtige opdagelser i sagen, der til sidst ender med en anholdelse af flugtbilisten.
Vicepolitiinspektør Poul Vestergaard-Lau fra Lokalpolitiet i Viborg følger efterforskningen tæt og er blandt de første, Kent Hansen og Anders Holm kontakter, da de en uge efter ulykken gør vigtige opdagelser i sagen, der til sidst ender med en anholdelse af flugtbilisten.
Foto: Sebastian Andreasen Rasch, TV MIDTVEST

Dagen efter ulykken er seks personer fra efterforskningsafdelingen i Viborg i gang med sagen. Derudover beskæftiger betjente fra andre afdelinger sig indimellem også med efterforskningen.

- Den måde, pressen highlightede sagen på, gjorde, at den blev ved med at køre. Ikke kun hos befolkningen, men også blandt politifolk, fortsætter Vestergaard-Lau.

0:22
Overvågningsvideoen her er fra Gedhusvagten, der ligger to kilometer sydvest for Flyvestation Karups hovedvagt. Videoen er altså fra umiddelbart før ulykken. Først kommer en hvid varevogn, og så kommer gerningsbilen.
Foto: Overvågning / Midt- og Vestjyllands Politi

Ud fra overvågningsbilleder fra to af Flyvestationens indgange kan politiet se, at bilen kommer kørende fra Herning i retning mod Viborg. Derfor leder de efter overvågning i en radius af tyve kilometer i håbet om, at det vil hjælpe til at finde bilen og føreren af den.

- I sidste ende var det faktisk videooptagelser, der blev et afgørende spor i sagen.

Et spor, Kent Hansen og Anders Holm følger en uge efter ulykken.

quote Efter uheldet kan man se bilen bremse ned. Og det er placeringen af baglygterne og deres udformning, vi hæfter os ved.

Bremselygter og overvågningsbillede giver gennembrud

Den 14. oktober er det en uge siden, ulykken er sket. Gerningsmanden er trods intensivt efterforskningsarbejde endnu ikke fundet.

Men da dagen er omme, er en 71-årig mand fra Aalestrup sigtet i sagen.

For gennembruddet i sagen kommer denne dag. Det ved makkerparret, Kent Hansen og Anders Holm, imidlertid ikke, da de om morgenen møder ind på det midt- og vestjyske politihovedkvarter i Holstebro.

Kent Hansen og Anders Holm kører som indsatsleder og assistent ud til opgaver i hele den midt- og vestjyske politikreds. Altid fra hovedkvarteret her i Holstebro.
Kent Hansen og Anders Holm kører som indsatsleder og assistent ud til opgaver i hele den midt- og vestjyske politikreds. Altid fra hovedkvarteret her i Holstebro.
Foto: Henning Bagger / Ritzau Scanpix

De skal igen køre sammen som indsatsleder og assistent, men der er ikke meget at lave for de to politifolk.

- Det er midt i skolernes efterårsferie, så der er relativt roligt i politikredsen, fortæller Kent Hansen.

De to har derfor god tid til at drøfte, hvad de hver især har tænkt og fundet ud af om ulykken den seneste uge.

- Vi havde mulighed for at forfølge sporene, fordi der var ro i politikredsen. Vi kunne også være havnet på en dag, hvor himmel og jord stod i ét.

På det her tidspunkt er det endnu ikke lykkedes for politiet at identificere hverken gerningsmand eller -bil.

- Og vi er ved at nå bagkanten for noget af overvågningen, fordi den slags kører i loop, og efter en uge er der nogle steder, hvor den bliver slettet.

Så makkerparret får grønt lys af efterforskningslederen ved Lokalpolitiet i Viborg og dagens vagtchef til at efterfølge det, de har drøftet.

Bremser efter ulykken

Noget af det, de har, er overvågningsvideoen af selve ulykken.

- Det væsentlige spor, vi har, er fra overvågningen ved hovedvagten. Her kan man se uheldet, og umiddelbart bagefter kan man se bilen bremse ned. Og det er placeringen af baglygterne i forhold til nummerpladen og baglygternes udformning, vi hæfter os ved, forklarer indsatslederen.

Samtidig har de hos OK Plus i Sunds fundet en interessant bil på overvågningen. Det fund og beskrivelsen af baglygterne og deres placering kører betjentene ud til VW i Holstebro med.

Billedet her er fra ét af de overvågningskameraer, OK Plus i Sunds har på sin facade.
Billedet her er fra ét af de overvågningskameraer, OK Plus i Sunds har på sin facade.
Foto: Overvågning / Midt- og Vestjyllands Politi

- I samarbejde finder vi frem til, at det er en VW UP produceret mellem 2012 og 2016.

Overvågning giver politiet nøjagtige tidspunkter at arbejde med. Bilen passerer OK Plus i Sunds klokken 20.27. Ti minutter senere - klokken 20.37 - bliver soldaten ramt i fodgængerfeltet mellem Flyvestationens hovedvagt og KFUM's Soldaterhjem i Kølvrå. Der er 13,2 kilometer mellem tankstation og ulykkessted. Kan det virkelig være den bil?

En hvid varevogn, der kører lidt foran gerningsbilen på Flyvestation Karups overvågningsvideo, finder politiet også på videoen fra tankstationen. Her er det dog et minut efter, at gerningsbilen passerer. Betjentenes teori er derfor, at den hvide varevogn på strækningen mellem OK Plus i Sunds og ulykken overhaler den bil, der ganske rigtigt skal vise sig at være en hvid VW UP fra 2016.

Besøg hos skiltefirma bliver afgørende

Efter besøget hos VW i Holstebro kører Kent Hansen og Anders Holm mod Herning. Også for at besøge VW-forhandleren i den midtjyske by.

- Hvis bilen er kommet fra Herning, kan det være, at bilen er blevet solgt ved VW i Herning. Men vi finder hurtigt ud af, at det ikke er tilfældet.

- Men de oplyser, at de bruger to virksomheder i Herning til at få sat folie på deres biler, og dem får vi kontaktoplysningerne på, da det var oplagt at få identificeret det folie, der sidder på bilen, fortsætter Kent Hansen.

Den ene er AR Skilte, som de efterfølgende aflægger et visit. Her bliver de mødt af en kvindelig medarbejder.

- Hun kan umiddelbart ikke kende den, men vil gerne lige undersøge sagen nærmere.

Hos AR Skilte i Herning møder politibetjentene en kvindelig medarbejder. Hendes hjælp skal vise sig at blive helt afgørende. Og det bliver hun efterfølgende belønnet for med en dusør på 1.000 kroner.
Hos AR Skilte i Herning møder politibetjentene en kvindelig medarbejder. Hendes hjælp skal vise sig at blive helt afgørende. Og det bliver hun efterfølgende belønnet for med en dusør på 1.000 kroner.
Foto: AR Skilte

I mellemtiden kører politifolkene igen mod Karup. De vil køre gerningsbilens tur fra OK Plus i Sunds til ulykkesstedet for at dokumentere, at den hvide VW UP faktisk godt kan nå det på den tid, der går fra, at den bliver filmet af kameraet i Sunds, til, at ulykken sker.

Da de når til Karup, kommer det til udtryk, at de to betjente egentlig ikke har til opgave at efterforske den her sag. For de er på arbejde som indsatsleder og assistent og skal stå til rådighed, når politiets vagtchef har brug for dem. Så de bliver sendt til Viborg, hvor der er en brand.

Du kender måske følelsen af at blive afbrudt i noget, som du er meget optaget af; hvor der er fremdrift. Men sådan er vilkårene indimellem. Også for Kent Hansen og Anders Holm den her dag.

Men heldigvis er branden slukket, da de når frem - og så kan de relativt hurtigt vende tilbage til deres efterforskning.

Omtrent samtidig med at de igen kommer til Karup, ringer telefonen. Det er den kvindelige medarbejder fra AR Skilte.

- Der er gået cirka en time siden, vi snakkede med hende i Herning. Nu ringer hun, at hun har fundet noget, der måske er relevant.

TV MIDTVEST har talt med kvinden, der ikke ønsker at medvirke i vores dækning af efterforskningen. Hun fortæller dog, at det er hendes faglige indsigt, der leder hende på sporet. Hun finder et billede af et par lånebiler, der tilhører et autoværksted på Vardeegnen.

- Hun oplyser navnet på autoværkstedet. Jeg finder også hurtigt det billede, som hun har fundet.

- Da jeg ser det, er jeg ikke i tvivl om, at det er den samme bil, som vi så på overvågningen fra OK i Sunds, siger indsatslederen.

TV MIDTVEST har også talt med autoværkstedet, som hverken ønsker at medvirke eller blive nævnt i den her sammenhæng.

quote Det første, jeg spørger ham om, er, om der ikke er noget, han vil snakke med politiet om.

Foto: Midt- og Vestjyllands Politi

Anholdelsen

- Vi har fat i et eller andet, som er meget interessant. Udgangspunktet var at identificere bilen - nu er vi kommet skridtet videre, fortsætter Kent Hansen.

Han ringer straks til autoværkstedet. 

- De oplyser, at bilen er lånt ud den 7. oktober klokken 16 til en ældre mand, der skulle have repareret sin bil.

Kent Hansen (tv) og Anders Holm fornemmer begge, at de er på sporet af noget afgørende i sagen en uge efter ulykken. Held og vedholdenhed giver gennembruddet.
Kent Hansen (tv) og Anders Holm fornemmer begge, at de er på sporet af noget afgørende i sagen en uge efter ulykken. Held og vedholdenhed giver gennembruddet.
Foto: Sebastian Andreasen Rasch, TV MIDTVEST

- Da vi har fået identificeret ham med navns nævnelse, slår vi op i vores systemer, om det er én, der er kendt af politiet. Men det er ikke tilfældet. Der er tale om en helt almindelig 71-årig mand.

- Så vi nøjes med at køre derop med én patrulje.

Inden da kontakter de to betjente igen efterforskningsleder og vagtchef. Igen får de grønt lys. Denne gang til at køre til Aalestrup for at anholde den flugtbilist, politiet intensivt har ledt efter den seneste uge.

Spotter bilen med det samme

Det er nu hen på eftermiddagen den 14. oktober. En indsatslederbil fra Midt- og Vestjyllands Politi triller ind på en helt almindelig parcelhusvej i en provinsby.

Det er bilen her, Anders Holm (bag rattet) og Kent Hansen kører til Aalestrup i.
Det er bilen her, Anders Holm (bag rattet) og Kent Hansen kører til Aalestrup i.
Foto: Sebastian Andreasen Rasch, TV MIDTVEST

Undervejs på køreturen har Kent Hansen og Anders Holm snakket forskellige scenarier igennem: Hvad gør vi, hvis han forsøger at stikke af? Den slags. Det er standardprocedure.

- Da vi kommer ind på vejen, hvor han bor, kan vi se, at lånebilen holder uden for hans hus. Vi kan godt se, at forruden er kraftigt beskadiget.

- Den har tydelige skader efter at have ramt noget stort.

Da betjentene har undersøgt bilen, vender de opmærksomheden mod huset. Anders Holm fornemmer, at der er nogen hjemme.

- Vi retter henvendelse ved hoveddøren og banker på. Jeg tager så fat i fordøren og åbner den. Den er ulåst, og jeg kommer ind i et lille vindfang. Jeg tager fat i den næste dør, som samtidig bliver åbnet indefra. Jeg åbner, og her står føreren af bilen. Det første, jeg spørger ham om, er, om der ikke er noget, han vil snakke med politiet om. 

- Umiddelbart herefter bliver han anholdt og sigtet for uagtsomt manddrab.

Det næste, de gør, er at ringe efter en politipatrulje, der kan køre den anholdte til Viborg, hvor to betjente fra efterforskningsafdelingen sidder klar til at afhøre ham.

quote Jeg mener, vi har nogle politifolk her, som har handlet dybt, dybt professionelt. Jeg er imponeret.

Oberst Palle Mikkelsen

Foto: Sebastian Andreasen Rasch, TV MIDTVEST

Flyvestationen roser politiet

Arbejdsdagen har efterhånden været lang for de to betjente. Men selvom gerningsmanden er anholdt og kørt til Viborg, har de fortsat en del at gøre, før de endeligt kan slippe sagen.

For det første skal bilen fragtes til nærmere tekniske undersøgelser, så blandt andet de lygterester, politiet har fundet på ulykkesstedet, kan matches med bilens knuste forlygte.

Men hvad vigtigere er - i hvert fald på et menneskeligt plan - er den 22-årige værnepligtiges familie endnu ikke rejst hjem.

Flyvestation Karup flager på halv, og flere kommer i dagene efter ulykken forbi med blomster ved det fodgængerfelt, hvor soldaten bliver påkørt og dræbt af en flugtbilist.
Flyvestation Karup flager på halv, og flere kommer i dagene efter ulykken forbi med blomster ved det fodgængerfelt, hvor soldaten bliver påkørt og dræbt af en flugtbilist.
Foto: Charlotte Hansen, TV MIDTVEST

Han kom fra den lille bygd Kitsissuarsuit - på dansk Hunde Ejlande - i det vestlige Grønland, hvor der bor godt 50 indbyggere. Det var ham, der på vegne af sin familie skulle ud og opleve verden. Hans familie har været i Danmark siden ulykken for at tage sig af nogle praktiske ting og skal nu rejse hjem. Men altså ikke uden et punktum i sagen.

- Særligt den del med at vi kunne køre ud og personligt underrette dem om, at vi havde fundet gerningsmanden til det uheld, hvor deres søn var blevet dræbt, var rart. Rigtig rart, forklarer Kent Hansen.

Den opfattelse deler oberst Palle Mikkelsen fra Flyvestation Karup. Han og en kaptajn tager sig af familien, mens de er i landet.

- Man kommer jo tæt på en familie, som er i dyb krise. Det sætter selvfølgelig nogle spor. Jeg tror, man modnes ret hurtigt. Men det handler også om at håndtere situationen meget professionelt. Når det er sagt, kan det selvfølgelig ikke undgås, at man bliver følelsesmæssigt ramt, siger han om deres oplevelse med familien.

Oberst Palle Mikkelsen kigger på blomster ved ulykkesstedet uden for hovedvagten. Ifølge obersten er flere af blomsterne lagt af herboende grønlændere, der vil vise deres sympati. Derfor skal nogle af blomsterne angiveligt være af plastik, fordi man bruger den slags i Grønland.
Oberst Palle Mikkelsen kigger på blomster ved ulykkesstedet uden for hovedvagten. Ifølge obersten er flere af blomsterne lagt af herboende grønlændere, der vil vise deres sympati. Derfor skal nogle af blomsterne angiveligt være af plastik, fordi man bruger den slags i Grønland.
Foto: Richard Gaarn Svendsen, TV MIDTVEST

Obersten påskønner, at politiet når at finde frem til en person og sigte ham, mens familien er i landet.

- Jeg mener, vi har nogle politifolk her, som har handlet dybt, dybt professionelt, og jeg er imponeret over, at det i det hele taget lykkedes i første omgang at identificere bilen, finde den helt specifikke bil og dermed også pågribe flugtbilisten. 

Commanders Coin - for en særlig indsats

Kaptajnen, der har haft kontakten til den afdøde soldats familie, får sammen med de to politifolk en særlig mønt - Commanders Coin - som flyvevåbnet giver som anerkendelse for en særlig indsats. Den får de ved en mindre ceremoni på Flyvestation Karup.

- Det handler i bund og grund om, at når man laver et godt stykke arbejde, så skal man anerkendes for det. Og det her er et fantastisk godt stykke arbejde, forklarer Palle Mikkelsen.

Commanders Coin eller Chefen for Flyverkommandoens mønt - som er det danske navn - "tildeles Anders Holm og Kent Hansen for dygtigt og vedholdende politiarbejde i forbindelse med trafikdrab på en værnepligtig ved Flyvestation Karup. Anders Holm og Kent Hansens initiativ og handlekraft var afgørende i relation til en hurtig opklaring af sagen, hvilket har haft stor betydning for både de efterladte og de ansatte ved Flyvestation Karup", står det anerkendende skrevet i det æresdiplom, der følger med mønten, som en kaptajn fra flyvestationen også får.
Commanders Coin eller Chefen for Flyverkommandoens mønt - som er det danske navn - "tildeles Anders Holm og Kent Hansen for dygtigt og vedholdende politiarbejde i forbindelse med trafikdrab på en værnepligtig ved Flyvestation Karup. Anders Holm og Kent Hansens initiativ og handlekraft var afgørende i relation til en hurtig opklaring af sagen, hvilket har haft stor betydning for både de efterladte og de ansatte ved Flyvestation Karup", står det anerkendende skrevet i det æresdiplom, der følger med mønten, som en kaptajn fra flyvestationen også får.
Foto: Sebastian Andreasen Rasch, TV MIDTVEST

Og trods beskedenhed påskønner betjentene, at nogen sætter pris på deres indsats.

- Ud fra et fagligt synspunkt er det altid rart at få ros for et godt stykke arbejde. Jeg er utrolig glad for anerkendelsen, men det var vigtigere at få afsluttet sagen. Både for familien og føreren af bilen, siger Kent Hansen.

Når det er sagt, har ulykken sat sine spor i lokalsamfundet.

Tillid til politiet - og en forfærdelig historie

Frank Larsen er formand for Karup Borger- og Erhvervsforening. Han husker, hvordan alle i lokalområdet agerede detektiver og tænkte med i opklaringen af sagen.

- Når man så det, der blev offentliggjort fra overvågningsbillederne, begyndte folk at have fokus på det og kigge rundt omkring og se efter biler med skader, siger han.

Frank Larsen følger efterforskningsarbejdet tæt og sætter stor pris på politiets indsats.
Frank Larsen følger efterforskningsarbejdet tæt og sætter stor pris på politiets indsats.
Foto: Sebastian Andreasen Rasch, TV MIDTVEST

Han mener samtidig, at det har givet nogle plus til politiets konto i lokalområdet.

- Der er ingen tvivl om, at det har højnet tilliden til politiet. Det er indimellem øretævernes holdeplads at være politimand, fordi vi altid hører alle de dårlige historier om, at de ikke får efterforsket indbrud og alverdens ting, men jeg synes, at det er fedt, når man kan konstatere, at alle sejl er sat til, og så får vi fundet gerningsmanden.

Ud for Flyvestationens hovedvagt i Kølvrå er der efter ulykken blevet monteret et torontoanlæg - et trafiklys, der konstant blinker - som skal tydeliggøre over for trafikanter, at der er et fodgængerfelt. Men det får selvsagt ikke den dræbte soldat tilbage.

- Vi bærer selvfølgelig nu på en historie fra den 7. oktober om, at der er sket noget forfærdeligt herude, afslutter oberst Palle Mikkelsen.

Den afdøde soldat er begravet hjemme i sin grønlandske bygd.

 

Tekst: Sebastian Andreasen Rasch
Layout: Martin Orvad

6:20