Flugtbilist ramte og dræbte 22-årig: Jeg var 100 procent sikker på, at det var et dyr

En 71-årig mand har i dag afgivet forklaring i retten om, hvad der skete, da han for otte måneder siden påkørte og dræbte en ung mand.

Ulykken skete ved en fodgængerovergang ved Flyvestation Karup omkring klokken 20.40 den 7. oktober sidste år.
Ulykken skete ved en fodgængerovergang ved Flyvestation Karup omkring klokken 20.40 den 7. oktober sidste år.
Foto: Overvågning / Midt- og Vestjyllands Politi

Han var overbevist om, at han havde ramt et rådyr, da han på en køretur ved Flyvestation Karup mandag den 7. oktober sidste år ramte og dræbte en 22-årig værnepligtig i et fodgængerfelt.

Det fastholdte en 71-årig mand fra Vesthimmerland i Retten i Viborg i dag. Han er tiltalt for en række overtrædelser af færdselsloven og straffeloven, blandt andet uagtsomt manddrab og for at køre fra stedet uden at standse og hjælpe den 22-årige og underrette politiet.

Han nægter sig skyldig i flugtbilisme samt uagtsomt manddrab og i at have kørt for stærkt hen mod fodgængerfeltet.

I retten fortalte den 71-årige, at han efter påkørslen kørte hjem til sin kone og fortalte hende om rådyret, og at han først om fredagen ved et tilfælde gennem medierne opdagede, at han havde påkørt en person - og at han nu var efterlyst.

0:14
Overvågningsbilleder fra ulykkesstedet ledte blandt andet politiet på sporet af flugtbilisten.

Gik i panik

Men efterlysningen fik ham ikke til at kontakte politiet. Han gik nemlig i panik, forklarede han.

- Fordi jeg skulle tænke mig om. Det var en stor dumhed, erkender jeg, sagde han i retten.

Han frygtede, at hvis han meldte sig, så ville folk tro, at han havde været beruset, ligesom han var bange for at blive betragtet som en flugtbilist.

I retten slog han fast, at han hverken var beruset eller påvirket af medicin eller andet, der kunne påvirke hans kørsel.

Han fortalte desuden, at han havde kørt ruten hundredvis af gange, og at han var ekstra agtpågivende, da han kørte i en lånebil. Men at han alligevel ikke opdagede noget, før ruden på bilen krakelerede.

Han stoppede ikke op for at undersøge, om det rådyr, han troede, han havde ramt, var i live, da han alligevel ikke havde noget i lånebilen, som han ville kunne dræbe det med, forklarede han.

Flaget på halv foran Flyvestation Karup efter ulykken. 
Flaget på halv foran Flyvestation Karup efter ulykken. 
Foto: Anders Meyer, TV MIDTVEST

Fundet af en lastbilchauffør

Den 22-årige værnepligtige blev efterfølgende fundet af en lastbilchauffør, der også har vidnet i retten i dag.

Lastbilchaufføren fortalte, at han på 100 meters afstand kunne se, at der lå noget, som han først opdagede var en person, da han kom tættere på.

Ifølge anklageskriftet har den 71-årige påkørt den 22-årige med cirka 55 kilometer i timen. Den 22-årige blev smidt op i luften og landede omkring 25 meter længere fremme og døde af det.

Anklaget for flugtbilisme

Anklagemyndigheden mener ikke, at den 71-årige kan have troet, at der var tale om et rådyr, siger anklageren i sagen, Flemming Hother.

- I og med at han er tiltalt for at have forladt et uheldssted, altså flugtbilisme, så er det selvfølgelig Anklagemyndighedens opfattelse, at han må have set, at der var tale om en person, han påkørte, forklarer han.

Anklager Flemming Hother.
Anklager Flemming Hother.
Foto: Sebastian Andreasen Rasch, TV MIDTVEST

Hvis han bliver dømt for flugtbilisme, så bør det få betydning for straffen, uddyber han.

- Det betyder, at normalt set, så er det som udgangspunkt en bøde, man står til, hvis man rammer nogen i trafikken, der dør. Hvis man så ender med at blive dømt for flugtbilisme, så går det som udgangspunkt over og bliver til en fængselsstraf.

Sagen blev i dag udsat, da det ikke var muligt for bilinspektøren at møde op i retten i dag.