Flere episoder med løse forhjulsbolte på børnecykler

Forældre i Stoholm mellem Viborg og Skive er nervøse efter flere episoder, hvor forhjulsbolte på deres børns cykler er skruet løse.

Forhjulsbolt
Foto: Jacob Krogsgaard Nielsen, TV MIDTVEST

Forestil dig, at du som forælder opdager, at nogen har pillet ved dit barns cykel.

Sådan en oplevelse havde en mor fra Stoholm. På byens Facebookside fortæller Heidi Dyring, hvordan hendes datter styrtede på cykel, fordi hjulet pludselig sad løst.

- Vores datter har i dag fået løsnet sit fordæk på Stoholm Skole. Det resulterede i et kraftigt styrt, skriver Heidi Dyring.

Datteren slap med overfladiske skrammer, men efter den seneste tids meldinger om hjul, der er skruet løs med vilje, er sagen nu meldt til politiet.

- Heldigvis bar hun cykelhjelm, så hun "kun" fik overfladiske skrammer og et kraftigt forstuvet håndled! Lægen opfordrede til at politianmelde sagen, hvilket nu er sket. Politiet ser med stor alvor på det, da det kan få fatale konsekvenser, skriver Heidi Dyring i sit opslag.

Hendes datter er ikke den eneste i Stoholm, det kunne være gået grueligt galt for. Da Frio Kristensens 11-årige søn skulle til at hoppe på cyklen, opdagede han ved et tilfælde, at baghjulet sad løst.

- Man bliver jo forskrækket over, hvad der kan ske med ens børn, når de cykler hjem fra sport, skole eller stationen af. Min søn ked af det og bange over, at der var nogen, der havde ødelagt hans cykel, fortæller Frio Kristensen.

På Stoholm Skole se man med stor alvor på episoderne

- Potentielt kan det jo ende med rigtig svære og livsfarlige skader, så vi forholder os selvfølgelig til, at vi skal have det stoppet, hvis det viser sig at være drengestreger, siger Jesper Okholm, skoleleder på Stoholm Skole.

0:55
To elever på Stoholm skole har oplevet, at hjul på deres cykler har været løsnet