Flere brande i landsdelen: Beboere evakueret fra markbrand

Der er marker i brand flere steder i landsdelen. En markbrand bredte sig ved Tjele og var så tæt på et hus, at beboerne blev evakueret.

Torsdag har der været flere markbrande i landsdelen. Her er det ved Vildbjerg.
Torsdag har der været flere markbrande i landsdelen. Her er det ved Vildbjerg.
Foto: Holck Foto

OPDATERET: Brandvæsenet har travlt lige nu. Blandt andet på Hobro Landevej ved Tjele, hvor der klokken 15.31 gik ild i løs halm og muligvis også en traktor.

- En nabo havde meldt, at branden var tæt på et hus, så beboerne er blevet evakueret. De er nu tilbage igen, siger Carsten Henriksen, vagtchef hos Midt- og Vestjyllands Politi.

Branden er slukket og beboerne er tilbage i huset igen.

- Det gik ikke så galt som frygtet. Branden er slukket og under kontrol, og beboerne er tilbage i huset. Ingenting tog skade, siger Carsten Henriksen.

Politiet assisterer ved brand

På Elkjærvej ved Vildbjerg udbrød der også en markbrand. Her måtte brandvæsenet bede politiet om assistance på grund af nysgerrige tilskuere.

- De kunne ikke komme til for nysgerrige folk, så de bad os om assistance, da de havde været i gang et stykke tid, siger Carsten Henriksen.

Politiet satte en afspærring op og kørte igen, så brandvæsenet kunne få arbejdsro. Branden er under kontrol.

På Resenborgvej mellem Herning og Ikast gik der i eftermiddag ild i en traktor på en høstet mark.

Det er nemt at se, hvor ilden har haft fat i den tørre mark på Elkjærvej ved Vildbjerg.
Det er nemt at se, hvor ilden har haft fat i den tørre mark på Elkjærvej ved Vildbjerg.
Foto: Holck Foto