Fjernvarmeforbrugere forbereder søgsmål

Kritiske fjernvarmeforbrugere i Viborg vil ikke betale 150 millioner kroner, for det kulsejlede geotermiprojekt i Kvols. Derfor indkalder de nu til informationsmøde om et gruppesøgsmål. Det skriver Viborg Stifts Folkeblad.

140404Kvols.jpg

Millionregningen for det mislykkede geotermiprojekt i Kvols ender med stor sandsynlighed hos forbrugerne. Det fremgår af et foreløbigt udkast til en afgørelse, som Energitilsynet har sendt i høring.

På den baggrund har foreningen Kritiske Fjernvarmeforbrugere lejet Tinghallen, for at afholde et informationsmøde. Målet er at slippe for at betale de 150 millioner kroner, og sende regningen videre til dem retten måtte mene er ansvarlige for den store millionregning.

- Kommunen, Viborg Fjernvarme og Energi Viborg har hver især hyret en advokat til at varetage deres interesser, vi har vores advokat til at varetage forbrugernes interesser, siger Flemming Præstegaard, formand for Kritiske Fjernvarmeforbrugere til Viborg Stifts Folkeblad.

Stor opbakning

For at kunne indlede et gruppesøgsmål, så kræver det opbakning fra 500-600 fjernvarmeforbrugere. Men ifølge Flemming Præstegaard bliver det ikke noget problem. Allerede nu er der nemlig et mail-netværk på over 800 mennesker.

Varmeforbrugerne står til at skulle betale 25.000 kroner hver over varmeregningen.