Fik to gule kort uden at blive udvist – nu kræver Viborg FF omkamp

​​​​​​​En Næstved-spiller modtog to gule kort uden at blive vist ud i weekendens uafgjorte kamp mod Viborg FF, der nu forlanger kampen spillet om.

Viborg måtte søndag nøjes med 2-2 i udekampen mod Næstved. Men står det til viborgenserne, skal klubben have en ekstra chance for at få alle tre point.

Viborgenserne har mandag aften indgivet en protest til Fodboldens Disciplinærinstans efter at have set video fra kampen.

Det dramatiske efterspil skyldes, at Næstved-spilleren Stefan Vico i kampens overtid fik sit andet gule kort i kampen. Alligevel blev han ikke vist ud.

- Det protesterer vi naturligvis over. Vi bliver frataget en chance for at vinde kampen. Mange mål bliver scoret i overtiden i Nordic Bet Ligaen, og vi kunne måske have fået en fordel af at spille de sidste minutter 11 mod 10.

- Vi forventer og håber, at vi får en omkamp, siger Viborgs sportschef, Jesper Fredberg.

Fredberg er med på, at Viborg dermed også risikerer at miste det point, som holdet trods alt fik med sig hjem fra Næstved.

- Vi går efter at vinde alle kampe, og derfor går vi også efter at få to points ekstra i en ny kamp mod Næstved. Det tror vi på, at vi kan. Og i fodbold er der regler, der skal overholdes.

- Der er meget fokus på, at tingene skal gøres rigtigt, og derfor synes vi også, at tingene skal gøres rigtigt i denne sag. Ingen kan være i tvivl om, at der er sket en fejl her, understreger Jesper Fredberg.

Viborg FF spiller næste kamp onsdag aften, hvor den står på et møde med AB i pokalturneringen. 


Læs flere artikler fra Viborg eller i kategorien Sport.