Far købte gave til søn – så blev han sigtet for overtrædelse af våbenloven

Politiet har jævnligt sager, hvor folk køber noget i god tro på nettet, men efterfølgende viser det sig at være import af våben.

Arkivbillede af Midt- og Vestjyllands Politi.
Arkivbillede af Midt- og Vestjyllands Politi.
Foto: Flemming Christensen

Godt nok er det billigt, det man kan købe på hjemmesiden Wish.com, men det er en god ide at tænke sig om, før man shopper løs.

Sidste år bestilte en 53-årig mand fra Hammershøj en slangebøsse på hjemmesiden, og det er han nu blevet idømt en bøde på 4.000 kroner for, fordi det er i strid med våbenloven. Det skriver Viborg Stifts Folkeblad.

Manden forklarede ifølge avisen i retten, at slangebøssen var en gave til hans søn. Han troede, det var et stykke legetøj og ikke et våben, for det var der ingen oplysninger om på hjemmesiden.

Netop den type sager, hvor borgere køber ting på nettet og efterfølgende sigtes for overtrædelse af våbenloven, ser de jævnligt i den midt- og vestjyske politikreds.

- Vi har mange af de her sager, hvor folk bestiller noget i god tro, men hvor det så viser sig at være noget helt andet, siger Peter Justesen, der er politikommissær hos Midt- og Vestjyllands Politi.

Fatale konsekvenser

Slangebøssen blev beslaglagt den 19. august i Kastrup Lufthavn, hvor den kom med post fra Kina.

Retten vurderede, at den var omfattet af våbenloven, og det kan have store konsekvenser for dem, der i god tro bestiller, det de tror, er legetøj på nettet.

- Det kan have rimelig fatale konsekvenser. Man bliver sigtet for ulovlig våbenimport, og har man jagttegn, kan man miste det i fem år, siger politikommissæren.

Derfor opfordrer han borgerne til at tænke sig om en ekstra gang og undersøge varerne nærmere, før man bestiller fra de udenlandske websites.

- Folk skal være yderst påpasselige, når de bestiller via udenlandske hjemmesider. Hvis man er i tvivl om, hvorvidt der er tale om våben, skal man rette henvendelse til hjemmesiden, siger han.

I tilfældet med slangebøssen slog retten da også fast, at den 53-årige mand skulle have undersøgt genstanden nærmere. 

Manden erkendte, at han havde købt slangebøssen, men han nægtede sig skyldig i våbenimport i følge folkebladet. Ud over bøden på 4.000 kroner skal han også betale sagens omkostninger.

I Danmark er det forbudt at indføre våben, hvis man ikke har tilladelse til det.

Læs mere om indførsel af almindelige våben her.