Erhvervskommentator: - Det bliver benhårdt for Grundfos' nye topchef

Den nye topchef for Grundfos, Poul Due Jensen, får nok at se til, når han skal stå i spidsen for pumpevirksomheden i Bjerringbro. Det mener TV 2’s erhvervskommentator Ole Krohn.

Ole Krohn er erhvervskommentator på TV 2.
Ole Krohn er erhvervskommentator på TV 2.
Foto: TV 2

Det bliver lige på og hårdt, når Poul Due Jensen tager plads i direktørstolen i Grundfos. Ligesom alle andre virksomheder står Grundfos midt i en coronakrise, som de skal forsøge at komme bedst mulig ud af.

- Det er et benhårdt job, hvor vi forventer, at en stor eksportvirksomhed som Grundfos er nogen af dem, der vil kunne blive ramt i efterårets løb simpelthen fordi, at der er en almindelig økonomisk lærebog, der siger, at eksportvirksomheder sidst kommer ind i krisen, men de kommer altså også til at kæmpe længere med den her coronakrise. Så det bliver et benhårdt job fra første dag, siger Ole Krohn, der er erhvervskommentator for TV 2.

Ole Krohn mener, at netop det at sætte et familiemedlem på øverste post er et godt træk, som formentlig vil sikre, at Bjerringbro-virksomheden bliver, hvor den er.

- Det er klart, at Grundfos er nødt til i globalt internationalt miljø, hvor de konkurrerer med store koncerner overalt på jorden, at ligge arbejdspladserne der, hvor det kan betale sig. Men når det er sagt, så er det en meget vigtig del af Grundfos’ DNA, at det ligger, hvor det ligger. Og der er det klart, at når man har et familiemedlem på den allerøverste post, så er det alt andet lige en fordel, siger Ole Krohn.

Generelt mener han, at den nye topchef er med til at understrege begrebet familievirksomhed.

- Der ligger et særlig familie-DNA, nogle særlige værdier, idet at det er et familieselskab, og der bliver man jo stærkt repræsenteret med ham, der ligesom skal vise, at de familieejede selskaber i en tid, hvor vi jo ellers har børsnoterede virksomheder og alle mulige andre ejerformer, at de stadig har en fremtid, og det er jeg sikker på, han vil forsøge at løfte så godt, han kan.

Grundfos får ny administrerende direktør, fordi Mads Nipper i september valgte at skifte til Ørsted.