En uges vandring overstået

Flere hundrede deltagere har fuldført en 300 km lang gåtur. Den sluttede lørdag i Viborg.

fodslawViborg001.jpg

220 gå-glade midt- og vestjyder har fået flade fødder. Lørdag gik de de sidste skridt i en 300 km lang gåtur, som har varet hele ugen.

Turen fulgte den gamle hærvejsrute fra Slesvig til Viborg, og det er 38. gang at vandreforeningen Fodslaw arrangerer den meget lange gåtur. Gruppen har overnattet undervejs på skoler og i idrætshaller, og spist på kroer på vejen.

Mange af deltagerne har taget turen over 20 gange. Og i år har der blandt andet været deltagere fra England, Belgien og Tyskland.

 - Marchen i år har været meget fin. Vejret har været godt, og vi har ikke været flere end at vi har kunnet være på vejen, og køerne til toiletter og spisning har ikke været for lange, siger en tilfreds vandringsleder, Leif Madsen.