Elev i 8. klasse om nationale test: Vi får ikke spørgsmål til det vi har lært

Elever fra 8. klasse på Stoholm Skole kritiserer nu også de nationale test. De oplever ikke, at de bliver testet i det, de har lært i undervisningen.

Freja Højvang Groth fra 8. klasse på Stoholm Skole oplever, at de nationale test ikke tester eleverne i det, de lærer i skolen.
Freja Højvang Groth fra 8. klasse på Stoholm Skole oplever, at de nationale test ikke tester eleverne i det, de lærer i skolen.
Foto: Richard Gaarn Svendsen, TV MIDTVEST

Folkeskolens nationale test er lige nu under hård kritik. En ny forskningsrapport viser, at de giver et mangelfuldt billede af elevernes faglige niveau.

Nu tilslutter nogle folkeskoleelever fra Stoholm Skole sig kritikken.

- Jeg synes ikke, man kan bruge dem til noget. Jeg synes ikke, der kommer spørgsmål til det, vi lærer i skolen, men der kommer spørgsmål til noget, vi ikke kender til, siger Freja Højvang Groth, som går i 8.a på Stoholm Skolen.

Eleverne bliver testet i forskellige fag fra 2. til 8. klasse. Og for klassekammeraten Thilde Løjengaard Kristensen har de nationale test flere gange været grund til frustration.

- Det er fint at blive testet, men jeg synes, man skal finde en anden test. Der er nogle ord, som vi skal kunne, som vores lærer ikke engang kan, siger hun.

Minister vil kigge på test

Undersøgelserne af de nationale tests, som er foretaget af forskere på DPU, Aarhus Universitet, viser, at elever, der skulle være på et middelniveau på 50 point, i princippet lige så godt kunne få 16 eller 84 point.

At testene kan give et misvisende billede er ikke ny information. Tilbage i 2016 konkluderede undervisningsministeriet, at testene målte upræcist på 19 ud af 30 områder. Men der er altså endnu ikke gjort noget ved det.

- De nationale test er en meget stor maskine at vende. Og for at kunne have en politisk proces omkring det, skal man have lavet en ordentlig evaluering og have anbefalinger fra fagpersoner, siger undervisningsminister Merete Riisager ifølge Ritzau.

Ministeren har ingen planer om at skrotte testen og understreger, at man ikke kan finde en test uden usikkerheder. Alligevel er der plads til forbedringer.

- Jeg tror sagtens, det kan blive bedre, når et teknologisk værktøj er så gammelt. Derfor skal man have kigget på det og få det lavet om, siger hun til Ritzau.

Skoleleder har tidligere udtrykt bekymring

Tilbage på Stoholm Skole er det ikke kun eleverne, som er skeptiske overfor de nationale test.

Også skoleleder Jesper Okholm deler deres bekymringer.

- De nationale test kan bruges til rigtig meget godt. Men vi deler bekymringen omkring nogle enkelte opgaver og ord. Nogle gange studser vi over, om det nu også giver mening i forhold til at evaluere børnenes læringsudbytte, siger han.

På skolen i Stoholm har de tidligere udtrykt bekymring omkring indholdet og dermed også det valide resultat af de nationale test.

Derfor kommer undersøgelsens resultater heller ikke bag på skoleleder Jesper Okholm. Alligevel mener han ikke, at testene har været spild af tid.

- Vi lader ikke testene stå alene. Vi bruger det som en rettesnor og ikke som et endegyldigt resultat, siger han.

Han tilslutter sig også gruppen, der gerne ser, at de nationale test bliver revurderet. Ifølge undervisningsminister Merete Riisager vil en arbejdsgruppe være klar med nye anbefalinger til de nationale test i begyndelsen af 2020.