Ekspert: Lufthavn gør det svært for sig selv

Midtjyllands Lufthavn bløder passagerer. Ifølge en analytiker er lufthavnen og flyselskabet DAT afhængige af hinanden. Formand H.C. Østerby tror på bedre tider.

Midtjyllands Lufthavn er afhængige af DAT og ordentlige forbindelser, konkluderer analytiker. Foto: Pernille Keller Sand, TV MIDTVEST

- Hvis man vil gøre lufthavnen til en succes, så er man nødt til at sikre ordentlige forbindelser.

Sådan lyder konklusionen fra Jacob Pedersen, der er luftfartsanalytiker og aktieanalysechef i Sydbank. Han understreger, at lufthavnenes eneste mulighed for at avle trafik er at lave gode rammeaftaler med flyselskaberne, og at det er flyselskabet, der skal trække passagerer til lufthavnen og ikke lufthavnen.

Læs også Lufthavn mister passagerer: Flyselskab og lufthavn kan ikke blive enige

- Hvis ikke flyselskabet tjener penge, risikerer lufthavnen, at de forsvinder. Lufthavnen skal derfor levere de rette grundvilkår for, at flyselskabet kan have en forretning og tiltrække flere passagerer, fastslår Jacob Pedersen.

Et af grundvilkårene er den pris, som lufthavnen tager i afgift for at håndtere passagerer, check-in, flyene og alt omkring dem. En pris som ifølge DAT's direktør Jesper Rungholm er alt for høj i Midtjyllands Lufthavn.

Men at Midtjyllands Lufthavn er meget dyrere, anerkender hverken lufthavnens direktør eller formand.

- Den køber jeg ikke. Vi har sammenlignet med andre lufthavne, og det kan godt være, vi er dyrere på passagerafgiften, men så er vi billigere på det, der hedder handling (håndtering af flyene, mens de er på jorden red.), fastslår H.C. Østerby. 

Læs også Direktør i Midtjyllands Lufthavn: Der skal være lige vilkår for lige transportmidler

Ifølge lufthavnsanalytikeren har Midtjyllands Lufthavn det svært med forholdsvis korte afstande til lufthavnene i Aarhus og Billund og et underskud at kæmpe med. 

- Hvis lufthavnen sænker prisen overfor flyselskabet, så skal de gøre det ud fra en idé om, at trafik avler trafik, og at det på sigt giver mere vækst til flyselskabet og dermed lufthavnen, men det er svært at sige, om det er nok, siger Jacob Pedersen.  

Formand tror på bedring trods faldende passagertal

I 2018 oplevede Midtjyllands Lufthavn en passagernedgang på 13 procent. De første tre måneder af 2019 har lufthavnen mistet 18 procent i forhold til samme periode året før.

Læs også Gæsterne svigter: Færre passagerer i Midtjyllands Lufthavn

Årsagen er ifølge borgmester i Holstebro Kommune, H.C. Østerby (S), at afgangene fra før jul og til efter vinterferien var placeret nogle uheldige tidspunkter på dagen.

-  Vi har manglet en morgenafgang og en eftermiddagsankomst i seks uger. I stedet har de ligget midt på dagen. Det har ramt os hårdt, og det er vi ikke tilfredse med, siger borgmesteren, der er valgt som formand for lufthavnsbestyrelsen på vegne af de ni ejerkommuner. 

H.C. Østerby erkender, at de ikke har medbestemmelse over de konkrete flytider, men fremhæver alligevel vigtigheden i, at afgangene passer til erhvervslivet, der udgør over 70 procent af passagererne. 

- De rigtige morgen- og eftermiddagsafgange er helt afgørende for erhvervslivet. En lidt højere pris er ikke afgørende, siger han og tilføjer:

- Efter at DAT har rykket afgangene til de rette tidspunkter, kan vi allerede aflæse en bedring i passagertallet for april.  

Læs også Flyselskab vil overtage driften i Midtjyllands Lufthavn

Det er jo en katastrofe, hvis man vil gøre en lufthavn til en succes.

Jacob Pedersen, Luftfartsanalytiker, Sydbank

Ingen kollektiv trafik til lufthavn

Mens formanden tror på, at passagererne er på vej tilbage til lufthavnen, understreger luftfartsanlytiker Jacob Pedersen, at en vigtig ting mangler, hvis lufthavnen især skal bejle til de private borgere. Der er nemlig ingen direkte busruter til Midtjyllands Lufthavn, og lufthavnen figurerer heller ikke på rejseplanen.

- Det er jo en katastrofe, hvis man vil gøre en lufthavn til en succes. Det er stik imod alt, hvad man kan gøre for at sikre vækst. Så har man givet sig selv et meget dårligt udgangspunkt, konstaterer han.

H.C. Østerby erkender, at de direkte busruter er en mangelvare, men siger, at mulige flexture til lufthavnen er på vej på rejseplanen. 

- Det har vi meget fokus på, og lufthavnen kommer inden for nær fremtid på rejseplanen. Det håber vi booster passagertallet lidt, siger han.

02:01

Færre og færre benytter sig af Midtjyllands Lufthavn i Karup. Lufthavnen vil have flyselskabet DAT til at øge antallet af afgange, men flyselskabet afviser.

Luk video