Eftersøgning: Ingen spor af forsvundne Per

Mandag eftermiddag satte politiet og Beredskabsstyrelsen gang i en eftersøgning efter den forsvundne Per Jørgensen fra Rødkærsbro.

En henvendelse fra organisationen Missing People fik mandag eftermiddag Midt- og Vestjyllands Politi og Beredskabsstyrelsen til at køre til Rødkærsbro.

- Missing People har været ude med deres sporhund, og den har fundet noget som kunne være interessant for os, siger Henrik Nielsen, vagtchef, Midt- og Vestjyllands Politi. 

56-årige Per Jørgensen har været forsvundet siden den 10. marts. Han forsvandt fra sit hjem i nedtryktsindstilstand, og ingen har set ham siden. Missing People blev kontaktet af familien, der gerne ville have hjælp til at finde Per Jørgensen. Nu har deres hund fået færden af noget i et vandhul ved Rødkærsbro.

- Foreløbig sender vi Beredskabsstyrelsen ud med deres gummibåd, og hvis det giver anledning til det, så tilkalder vi også dykkere, forklarer vagtchefen.

På grund af mørket måtte politiet og Beredskabsstyrelsen stoppe eftersøgningen, der ikke gav noget resultat. Tirsdag eftermiddag fortsætter Missing People med at lede efter Per Jørgensen.

Opdateret kl. 20.16