Efterlyst mand meldte sig selv – nu sigtes han for tyveri

Manden ringede selv til politiet og sagde, at han hellere måtte gå til bekendelse.

Sagen drejer sig om tyveri af 11.000 kroner og 100 euro (arkivbillede).
Sagen drejer sig om tyveri af 11.000 kroner og 100 euro (arkivbillede).
Foto: Flemming Christensen

Lokalpolitiet i Viborg udsendte onsdag en efterlysning af tre personer i forbindelse med en situation på Mathias Kælderen i Viborg.

Nu har en dansk mand fra Herning-området meldt sig, fortæller politikommissær Christian Toftemark Jørgensen til TV MIDTVEST.

Politikommissæren siger, at manden selv ringede ind til politiet og sagde, at han nok hellere måtte gå til bekendelse omkring situationen i Viborg.

Efterfølgende er manden blevet sigtet for tyveri.

11.000 kroner og 100 euro

Manden, der altså stammer fra Herning-området, var i selskab med to kvinder den 21. juni på Mathias Kælderen i Viborg.

Her viser overvågningsbilleder, at manden tømte et mobilcover for kontanter, da ejeren var oppe i baren.

I mobilcoveret var 11.000 kroner samt 100 euro.

Manden kan nu se frem til at blive indkaldt til et retsmøde.