Efter sikkerhedslanding: Ingen fejl fundet på DAT-fly

Undersøgelse af DAT-fly efter sikkerhedslanding viser ingen fejl. Mandag er flyet igen en del af den normale drift.

Et fly fra Danish Air Transport måtte torsdag vende om, da det var på vej til Karup (der var ikke tale om det fly, man ser på dette billede)
Et fly fra Danish Air Transport måtte torsdag vende om, da det var på vej til Karup (der var ikke tale om det fly, man ser på dette billede)
Foto: Arkiv

Der er ikke fundet nogen fejl på det fly fra Danish Air Transport, der torsdag eftermiddag måtte vende om på turen fra Københavns Lufthavn til Midtyllands Lufthavn i Karup på grund af røg i cockpittet. Det oplyser direktør i Danish Air Transport, Jesper Rungholm til TV MIDTVEST.

- Vi er i den lidt trælse situation, at vi ikke har kunne finde fejl på flyvemaskinen. Den er selvfølgelig blevet grundigt undersøgt, og den er blevet undersøgt af Havarikommissionen også. Alle er enige om, at der ikke kan findes fejl.

Jesper Rungholm forklarer, at det ikke er usandsynligt, at det er noget fra airconditionsystemet, der er kommet ind i cockpittet.

- Det er ikke så usædvanligt, som man skulle tro, at man ikke kan finde noget. Hvis det eksempelvis har været lidt aircondition-damp, der er kommet ind, kan det godt lugte lidt og kan godt lave en svag tåge, siger han.

En testflyvning af flyet søndag viste heller ingen fejl, og mandag er det derfor tilbage i den sædvanlige drift. Og passagerne kan helt roligt stige ombord, forsikrer direktøren. 

- Vi har hverken lyst til at sende piloter, stewardesser eller passagerer ud at flyve, hvis vi ikke er helt sikre på maskinen, så man kan trygt gå ombord. 

Røg i cockpittet

Røg i cockpittet var årsagen til, at flyvet kort tid efter afgangen fra Københavns Lufthavn torsdag eftermiddag måtte vende om og sætte kursen tilbage mod København for at sikkerhedslande. 

- Kort efter at flyet var kommet i luften, kunne man kunne lugte og se en lille smule røg i cockpittet, og så er det standardprocedure at vende om. Jeg har netop rost personalet for at tackle situationen helt rigtigt, forklarede Jesper Rungholm torsdag til TV MIDTVEST. 

Københavns Lufthavns eget brandvæsen holdt klar ved landingsbanen, da flyet returnerede. Det er en del af den normale procedure ved sikkerhedslandinger, men det var ikke nødvendigt for brandfolkene at komme i aktion. Hverken passagerer eller flypersonale kom noget til.