Efter forsamlingsforbuddet er blevet hævet til 50 personer, er der nu nye muligheder for en god fest i gode venners lag. Og sådan en holdt de hos Bofællesskaberne Kærsangervej i Viborg.
Det er dejligt med en fest, så er vi sammen igen
Her var der både musik, dans og socialt samvær, tre ting som beboerne har savnet.
- Jeg har glædet mig hele dagen i dag, fortæller Bettina Vibeke Jensen, som bor hos bofællesskabet med et stort smil.
Bofællesskaberne Kærsangervej i Viborg er et bosted for voksne med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, og her har alle beboerne ikke set så meget til hinanden de seneste måneder på grund af corona.
- Det er dejligt med en fest, så er vi sammen igen, siger Bettina Vibeke Jensen.
Skulle have været på festival
Netop i de her dage skulle bofællesskabet have været til verdens største musikfestival for udviklingshæmmede i Skanderborg. Men det er aflyst på grund af corona.
Derfor havde personalet arrangeret en fest på parkeringspladsen i stedet.
- Det er dejligt, at der igen kan være flere sammen, så vi kan være sammen på tværs af afdelingerne, forklarer Dea Høegh, som er pædagog hos Bofællesskaberne Kærsangervej i Viborg.
Til at spille festen op havde bofællesskabet hyret The Mumes. Et band bestående af musikere med forskellige grader af handicap. Og de var også ret godt tilpasse med, at de nu må have flere publikummer end tidligere.
- Det er skide fedt, mere er der ikke at sige om det. Det er skide fedt, lyder det fra guitarist Danny Nielsen.
Skide fedt, sådan lyder opsummeringen af festen også fra Bettina Vibeke Jensen.
- Dem har jeg savnet at være sammen med, det var en dejlig oplevelse, fortæller Bettina Vibeke Jensen.