Efter fejl i tusindvis af pas: Nu kan du få byttet dit

I alt 208.000 danske pas skal skiftes ud efter en IT-fejl. I Midt- og Vestjylland er borgere i seks kommuner berørt af situationen – heriblandt i Viborg.

(Arkivfoto)
(Arkivfoto)
Foto: Mads Claus Rasmussen / Ritzau Scanpix

Der bliver travlt på borgerservice i Viborg i den kommende tid. Så travlt, at der lige nu bliver ansat ekstra folk.

For der kommer til at være nok at se til, når 23.000 fejlbehæftede pas i kommunen skal erstattes med nye.

- Vi er begyndt at skrive ud til de borgere, der er berørte og beder dem komme ind med deres pas. Så får vi lavet et nyt pas til dem, siger Torben Hansen, der er afdelingsleder hos borgerservice i Viborg.

- Men der er ingen tvivl om, at det bliver en udfordring for os nå, lyder det.

Højre og venstre fingeraftryk byttet rundt

En systemfejl har fået byttet rundt på højre venstre fingeraftryk i pas, der er udstedt i perioden 2014 til 2017.

Fejlen er at finde på samtlige pas, der er lavet i de berørte kommuner i denne periode.

- Når du står ude i verden og skal forklare, at der er en fejl i passet, så er det ikke sikkert, det bliver forstået. Og det skal selvfølgelig være rigtigt, siger Torben Hansen. 

Du hører fra kommunen

Hvis du er blandt de borgere, der skal have et nyt pas, får du direkte besked i din e-boks, forklarer afdelingslederen.

- Vi opfordrer folk til at gå ind og booke en tid med det samme, man hører fra os. Jo flere vi kan få igennem her i starten, jo flere når vi i den sidste ende.

- Men jeg opfordrer samtidig til, at folk venter, til de hører fra os, siger Torben Hansen.

Det er gratis at få ombyttet passet.