Efter endnu en kælderbrand: Pyroman i Viborg er måske fundet

En mand satte i går ild til et kælderrum i Viborg. Politiet har en mistanke om, at han står bag flere brande samme sted.

Arkivfoto.
Arkivfoto.
Foto: Flemming Christensen

En 58-årig brandstifter kan være den pyroman, som politiet længe har ledt efter.

Lokalpolitiet i Viborg blev torsdag eftermiddag kaldt ud til en brand i et kælderrum på Gl. Aalborgvej. Her fandt de brandstifteren - en 58-årig mand fra området - og anholdt ham for at have startet branden.

Branden døde ud af sig selv og gjorde ikke større skade på ejendommen.

Flere påsatte brande

Det er nu fjerde gang, der er blevet sat ild til samme kælder, som hører til et boligkompleks. Efter den sidste brand i oktober 2017 tog Boligselskabet Viborg konsekvensen og sørgede for at låse alle de berørte opgange døgnet rundt.

Alligevel er der altså endnu engang blevet startet en brand i boligkompleksets kælder, og politiet mener, at der er en stor sandsynlighed for, at de hænger sammen.

- Vi har en mistanke om, at det kan være den mand, som vi nu har varetægtsfængslet, siger vagtchef Anders Olesen fra Midt- og Vestjyllands Politi.

Den 58-årige mand sidder indtil videre varetægtsfængslet frem til den 13. april.

1:39
Se TV MIDTVESTs indslag fra oktober 2017, hvor beboere i ejendommen udtrykte bekymring over de mange brande.