Drama på gågaden i Viborg: Lokale unge løb efter og nedlagde efterlyst serietyv

Politiet fik endelig fat i en serietyv, der den seneste måned har været på spil flere gange. Torsdag fremstilles han i grundlovsforhør.

Blå blink.jpg
Foto: Palle Mouritsen, TV MIDTVEST

Et kort øjebliks uopmærksomhed og væk var han. Med sig havde tyven to ure til en samlet værdi af 87.000 kroner. 

Det var mere end hvad ekspedienten ved Guldsmed Norup i Viborg ville acceptere. Tyven flygtede til fods med ekspedienten i hælene. Ude på gågaden råbte den ansatte flere tilfældige unge an. 

De indledte lynhurtigt jagten på gerningsmanden, der kort efter blev indhendtet og nedlagt. De unge holdt efterfølgende fast i gerningsmanden til Politiet ankom til stedet.  

- Det er en meget imponerende indsats de unge mennesker har ydet. At reagere så hurtigt og efterfølgende at holde ham fast til vi ankommer. Vi skylder dem en stor tak for deres indsats, lyder det fra vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi Jens Claumarch. 

De mange sager Politiet har samlet sammen på manden betyder, at man vil fremstille ham i grundlovsforhør. Det sker ved retten i Viborg torsdag. I forbindelse med anholdelsen af tyven fandt man en nøgle til en BMW.

Den var parkeret i nærheden og senere undersøgelser viser, at der er tale om den bil manden stjal den 23.december hos en bilforhandler i Herning. Denne forhandler kan nu se fremt til at få bilen tilbage, når ordensmagten har undersøgt den for tekniske spor.