Drabsvideo også delt på skole i Viborg

SSP-samarbejdet i Viborg har netop fået første henvendelse fra en skole om deling af drabsvideo på internettet.

Politiet ankommer til stedet, hvor to kvinder blev fundet dræbt i et populært turområde i nærheden af landsbyen Imlil i Marokko.
Politiet ankommer til stedet, hvor to kvinder blev fundet dræbt i et populært turområde i nærheden af landsbyen Imlil i Marokko.
Foto: Chouftv / AP / Ritzau Scanpix

SSP i Viborg har fredag formiddag fået den første henvendelse fra en skole om deling af den video, der angiveligt viser drabet på enten danske Louisa Vesterager Jespersen eller norske Maren Ueland, som blev fundet dræbt i Marokko den 17. december. Det bekræfter SSP-konsulent i Viborg Martin Glud overfor TV MIDTVEST.

- Vi har fået henvendelsen fra en skole her i kommunen, hvor en elev skulle have delt den, siger han og har straks indkaldt til et møde. 

- SSP-samarbejdet her i kommunen mødes over middag. Her skal vi finde ud af, hvordan vi skal handle på det her, fortæller han på vej til mødet.

SSP-konsulenten vil ikke fortælle, hvilken skole det drejer sig om endnu.

- Vi skal snakke om, hvordan vi møder det her generelt og finde ud af omfanget. Vi er opmærksomme på det her problem, og vi ved ikke, om det er noget, der spreder sig, siger han.

Video delt på flere folkeskoler

Flere steder i landet har politiet modtaget anmeldelser om, at videoen er blevet delt. Og det kan meget vel være ulovligt. Derfor undersøger Statsadvokaten i Viborg nu sagerne i hele landet.

- Det er anklagemyndighedens opfattelse, at delinger af en sådan video kan være strafbar. Derfor opfordrer jeg folk til at afholde sig fra at beskæftige sig med den, sagde statsadvokat i Viborg, Kirsten Dyrmann torsdag til Ritzau. Efter aftale med Rigsadvokaten har hun fået til opgave at undersøge sagen og dens omfang.

Red Barnet rapporterede tirsdag, at videoen var i omløb blandt børn og unge, selv om både dansk og norsk politi har forsøgt at begrænse spredningen. Og organisationen gør opmærksom på, at det også er strafbart at dele videoen.

- Ud over at videoen er uhyggelig og skræmmende at se, vil den fortsatte deling af videoen endnu en gang krænke de dræbte og deres familie og venner, og så er deling af videoen også en strafbar handling, skrev organistaionen i en pressemeddelelse.

Rigspolitiets Nationale Cyber Crime Center (NC3) arbejder intenst på at forhindre spredningen af videoen.

- Vi har gjort og gør fortsat, hvad vi kan for at forhindre spredningen af denne forfærdelige video. Hvis man modtager videoen, anbefaler vi at slette den med det samme, siger NC3-leder Claus Birkelyng til Ritzau.

2:18
Indslag 12/1-2019: Den terrordræbte Louisa Vesterager Jespersen blev lørdag bisat i Fonnesbæk kirke i Ikast.