DHF-boss: Det er Wilbeks egen beslutning at stoppe

Landstræner Gudmundur Gudmundsson har ingen indflydelse haft på Wilbeks stop, siger Morten Stig Christensen.

morten_stig_christensen.jpg

Generalsekretær i Dansk Håndbold Forbund (DHF), Morten Stig Christensen, understreger, at det udelukkende er Ulrik Wilbek selv, der har truffet beslutningen om at stoppe som sportschef i DHF.
    
- Det er Ulrik Wilbeks egen beslutning. Det er efter en lang række samtaler, at Ulrik er kommet frem til den beslutning. Den beslutning accepterer og anerkender jeg, for jeg ved, at når Ulrik er kommet frem til det, så er det en moden beslutning, og set i det lys så er det den rigtige, siger Morten Stig Christensen.
    
Generalsekretæren fortæller desuden, at landstræneren for herreholdet, Gudmundur Gudmundsson, ikke har haft noget med Wilbeks pludselige stop i DHF at gøre.
    
- Gudmundur har ikke blandet sig. Det er klart, at jeg har haft snakke med Gudmundur, ligesom jeg har haft snakke med andre, der har været involveret i det her, men beslutningen er Ulriks egen, og den er truffet i gensidighed med DHF, siger Morten Stig Christensen.
    
Ifølge TV2 Sport drøftede Wilbek og udvalgte landsholdsspillere under OL muligheden for at fyre landstræner Gudmundur Gudmundsson med øjeblikkelig virkning. Det blev angiveligt gentaget dagen efter OL-finalen, men begge gange mente spillerne ifølge TV2 Sport, at en fyring var for drastisk.
    
Det er de historier, som er kommet frem efter OL, der nu betyder, at Ulrik Wilbek har valgt at trække sig som sportschef i DHF.