- Det ser sort ud: Viborgs skraldebiler skal køre på diesel

Viborg Kommune har besluttet, at de fortsætter med dieselbiler i stedet for gas.

Mads Panny fra Socialdemokraterne er skuffet over beslutningen.
Mads Panny fra Socialdemokraterne er skuffet over beslutningen.
Foto: Kasper Riis Kristensen, TV MIDTVEST

Mens kommunernes garager bliver grønnere og grønnere, så har Viborg netop besluttet, at kommunens skraldebiler skal køre videre på diesel.

Der er ellers et grønnere alternativ, netop gas.

- Viborg er en sort klimakommune, og det ændrer sig desværre ikke med den beslutning, vi traf på sidste møde, fortæller formanden for Viborg Kommunes Klima- og Miljøudvalg, Mads Panny fra Socialdemokraterne.

Gassen blev valgt fra, fordi flertallet mener, at det er for dyrt at sadle om til gas nu, for der skal bruges penge på et nyt indsamlingssystem, der skal sikre en bedre sortering af skraldet.

- Nu bruger vi skatteborgernes penge til at sætte et nyt system i gang, og så er vi også nødt til at sikre os, at økonomien er der, og den er der først om fire år, siger næstformanden for Klima- og Miljøudvalget, Allan Clifford Christensen fra Venstre.

Grønne ser de ud - men de kunne have været grønnere, hvis man spørger Mads Panny.
Grønne ser de ud - men de kunne have været grønnere, hvis man spørger Mads Panny.
Foto: Kasper Riis Kristensen, TV MIDTVEST

Skive giver den gas

Gasdrevne biler ville koste lidt mere hvert år, og samtidigt ville det koste kommunen millioner at bygge en gastankstation.

- Jeg tror, at de fleste familier i Viborg Kommune godt kunne have givet tre-fire kroner mere i måneden for at vi kunne starte den grønne omstilling på det her område, siger Mads Panny.

Man skal ikke langt væk fra Viborg, før man finder et sted, hvor de giver den fuld gas. Det er i nabokommunen Skive, hvor der allerede er to gastankstationer, og i morgen får kommunen leveret yderligere 28 nye gasbiler til blandt andet hjemmeplejen.

- Det er en politisk prioritering, at vi gerne vil den grønne omstilling. Vi vil gerne være med til at gå foran, fortæller Peder Kristian Kirkegaard, Venstre-borgmester i Skive Kommune.

Allan Clifford Christensen mener ikke, at det havde gjort den store forskel, hvis kommunen havde valgt de dyrere gasbiler.
Allan Clifford Christensen mener ikke, at det havde gjort den store forskel, hvis kommunen havde valgt de dyrere gasbiler.
Foto: Kasper Riis Kristensen, TV MIDTVEST

Efterlyser politisk vilje

I Viborg efterlyser Mads Panny politisk vilje på området.

- Vi kunne ikke finde ud af at bestille vindmøller i Viborg Kommune, vi kunne ikke finde ud af at gå over på gas og biogas på vores køretøjer i Viborg Kommune, og vi har den laveste andel af vedvarende energi, så det ser sort ud, siger han.

Men næstformanden fra Venstre, Allan Clifford Christensen, har ikke sort samvittighed.

- Vi er ikke værre eller ringere end alle andre steder. Lidt skraldebiler ville ikke gøre forskellen, slår han fast.

Indtil videre skal Viborg Kommunes grønlakerede skraldebiler køre mindst fire år mere på den grønne diesel. Tal fra de 19 kommuner i Region Midtjylland viser, at Viborg har den klart laveste andel af vedvarende energi.

2:56