Debat om navnet på ny sponsorskov i Viborg: - Det er problematisk

Viborg Kommune vil opkalde en ny skov efter en bilforhandler, fordi virksomheden har doneret træerne til skoven. Den aftale bekymrer byrådsmedlem Birthe Harritz (S).

Byrådsmedlem i Viborg Kommune Birthe Harritz (S) glæder sig over, at der kommer mere skov i kommunen. Hun synes dog ikke, skoven bør hedde Lindholm Skov.
Byrådsmedlem i Viborg Kommune Birthe Harritz (S) glæder sig over, at der kommer mere skov i kommunen. Hun synes dog ikke, skoven bør hedde Lindholm Skov.
Foto: Anders Meyer, TV MIDTVEST

Torsdag blev det første spadestik taget til en ny skov ved bydelen Arnbjerg i Viborg. Skoven er resultatet af et samarbejde mellem Viborg Kommune og Lindholm Biler, hvor kommunen lægger jord til, mens Lindholm Biler betaler for træerne. En del af aftalen er, at skoven skal hedde Lindholm Skov opkaldt efter bilforhandleren.

Den ordning bekymrer byrådsmedlem Birthe Harritz (S), der er medlem af Klima- og Miljøudvalget i Viborg Kommune. Hun frygter, at aftalen kan være starten på en glidebane, hvor flere virksomheder kan få opkaldt områder efter sig.

- Jeg mener, det er problematisk, hvis det kommer til at danne præcedens for de næste, der også vil sponsorere skove. Skal vi så også have en Amazon-skov eller en Facebook-skov?, siger hun.

Det er Lindholm Biler, der har taget initiativet til skoven. Derfor ser Viborg Kommunes borgmester, Ulrik Wilbek (V), ikke noget problem i, at skovens navn stammer fra virksomheden.

- Formålet taget i betragtning er det helt fint. Jeg har i hvert fald ingen problemer med det, og jeg synes, det er et supergodt initiativ af Lindholm Biler. Det er vel det, der er det vigtigste i det her, siger han.

Borgmester Ulrik Wilbek mener Lindholm Skov har fået en god placering tæt på den nye bydel Arnbjerg.
Borgmester Ulrik Wilbek mener Lindholm Skov har fået en god placering tæt på den nye bydel Arnbjerg.
Foto: Anders Meyer, TV MIDTVEST

Byrådsmedlem Birthe Harritz (S) synes også, det er et godt initiativ med mere bynærskov i Viborg. Hun mener dog, at gaver til kommunen bør gives uden forbehold.

- Hvis man vil donere nogle træer af et godt hjerte, så er det jo fint. Men at man selv vil have noget igen, når man giver noget, synes jeg, ikke rigtig er passende i forhold til projektet her, siger hun.

Skoven kommer til at dække et område på 10 hektarer, som vil blive beplantet med 40.000 træer over de næste fem år.