Datacenter: Apple-aktien stiger

Den amerikanske it-gigant er blevet endnu mere værd efter nyheden om to nye datacentre. Apple er nu 774 milliarder dollar værd.

240215Pressemoede.jpg

Det vækker begejstring blandt Apple-aktionærerne, at det amerikanske selskab har præsenteret opførslen af to nye, europæiske datacentre, hvor et af disse skal ligge i Foulum nær Viborg.

Mandag kvitterede it-gigantens aktionærer således med at sende aktien op med 2,7 procent. Det giver selskabet en markedsværdi på 774 milliarder dollar.    Det er samtidig dobbelt så meget som verdens næststørste virksomhed, Exxon Mobil, der er værdisat til 377 milliarder dollar, skriver Ritzau Finans med henvisning til The Telegraph.

I løbet af det indeværende år er selskabet steget 21,7 procent. Det skyldes blandt andet det seneste skud på Apple-stammen, iPhone 6, som var en kæmpesucces, samt udsigten til selskabets næste trick i ærmet, nemlig lanceringen af det nye smartwatch.    

På grund af aktiestigningen er elektronikgiganten trukket med stor hastighed fra konkurrenterne og er nu mere end dobbelt så stor som Exxon, selv om det er under to år siden, at det amerikanske olieselskab var mere værd end Apple.

På tredjepladsen over virksomheder med størst markedsværdi kommer Microsoft efterfulgt af Berkshire Hathaway og Google. 

Tirsdag ser Apple ud til at kunne blive endnu mere værd, når de amerikanske børser åbner ud på eftermiddagen dansk tid. I det amerikanske formarked stiger selskabets aktie således med 0,3 procent ved 11-tiden.    /ritzau/