Dansk Halbyggeri er gået konkurs: Flere Viborg-virksomheder risikerer at miste penge

Tinghallen-byggeriet i Viborg er et af de projekter, der bliver berørt af konkursen.

Sådan ser ombygningen og udvidelsen af Tinghallen ud i dag.
Sådan ser ombygningen og udvidelsen af Tinghallen ud i dag.
Foto: Karsten Mortensen, TV MIDTVEST

Dansk Halbyggeri har indtil i dag været i gang med et stort byggeri ved Tinghallen i Viborg.

Men entreprenøren, der har hovedsæde i Galten, er nu gået konkurs.

- Vi er meget overraskede, og vi er også ærgerlige. For vi kommer fra en situation, hvor vi har fået indviet salen et halvt år før tid takket været et godt samarbejde mellem kommune, entreprenør og underentreprenører. At vi så i morges klokken syv bliver orienteret om det her, det er bare rigtig ærgerligt, lyder den umiddelbare reaktion fra kulturdirektør i Viborg Kommune, Lars Stentoft i dag til TV MIDTVEST. 

Administrerende direktør og medejer af Dansk Halbyggeri, Henrik Madsen, fortalte tidligere i dag til Viborg Stifts Folkeblad, at han var på vej til skifteretten for at begære selskabet konkurs. Det bekræfter han nu også overfor TV MIDTVEST.

Ombygningen kan blive forsinket

Konkursen betyder, at den store ombygning af Tinghallen kan blive forsinket. Lige nu mangler både foyeren, gangbroen til Stadionhallen og lokalerne til spillestedet Paletten at blive gjort færdig.

Dansk Halbyggeri vandt udbuddet om Tinghallen-byggeriet i januar 2018 – et projekt, der dengang var på 62 millioner kroner.

Kulturdirektør i Viborg Kommune er både overrasket og ærgerlig over, at kommunens samarbejdspartner er gået konkurs.
Kulturdirektør i Viborg Kommune er både overrasket og ærgerlig over, at kommunens samarbejdspartner er gået konkurs.
Foto: Karsten Mortensen, TV MIDTVEST

Ifølge Viborg Kommune risikerer flere lokale virksomheder at miste betydelige beløb på grund af konkursen.

- Vi forventer, at tidsplanen bliver skubbet. Og det er jo altid ærgerligt, når en ellers god proces stopper. Og så er vi selvfølgelig bange for, at der kan være nogen, der taber penge, og der vil vi selvfølgelig gøre, hvad vi kan for at undgå det, lyder det fra Lars Stentoft. 

I morgen mødes parterne for at få talt om, hvad Dansk Halbyggeri har tænkt sig at gøre fremadrettet.

- Vi skal jo vide, om de er indstillet på at fuldføre den kontrakt, de har indgået med Viborg Kommune, eller forsøger de at komme ud af den? Vi håber, vi kan fastholde den tætte dialog, så vi får det bedst mulige byggeri og kommer i mål med det projekt, vi hele tiden har beskrevet, siger Lars Stentoft. 

Her i landsdelen har Dansk Halbyggeri ifølge deres hjemmeside lige nu også gang i et projekt i Bjerringbro, hvor Privat Planteavls Rådgivning skal have bygget en ny maskinhal på 468 m2.

1:45
 

 

1:53
Se reportage fra Tinghus-byggeriet fra 6. februar 2019.
Foto: TV MIDTVEST, arkiv