Danmarks mest populære bande på museum

Olsen-Banden kan nu opleves på Viborg Museum i en ny og eksklusiv udstilling. To særlige personer gæstede museet til åbningen.

Olsen-Banden

Nu kommer Olsen-Banden på Museum. I Viborg kan man fra i dag opleve et ganske særligt kapitel i den danske filmhistorie. 

Den nye udstilling på Viborg Museum er en eksklusiv en af slagsen. Den handler om filmene, og det er med originale kostumer og rekvisitter.

Torsdag aften åbnede udstillingen med et besøg af to særlige gæster. Morten Grunwald, eller Benny, er det eneste tilbageværende medlem af den berømte Olsen-Bande.

- Det er bare skide godt, siger Morten Grunwald om udstillingen i ægte Benny-stil.

Han er stolt af at have været med i den danske filmsucces.

- Benny og Olsen-Banden er en stor del af mit arbejdsliv. Jeg er meget taknemmelig for, at jeg fik lov til at være med på banen, dengang Balling skulle sætte sit hold. Det betragter jeg som et stort privilegium, fortæller Morten Grunwald om muligheden for at spille rollen som Benny under filminstruktør Erik Balling.

Han beskriver det som helt fantastisk, at Viborg Museum har fået mulighed for at lave den specielle udstilling.

- Det er dejligt, at der er nogen, der synes, at det er værd at gøre, siger Morten Grunwald.

Den  anden gæst har også spillet en stor rolle i historien om Olsen-Banden. Jes Holtsø var blot en dreng, da han spillede rollen som Børge - Kjeld og Yvonnes søn.

- Jeg kan huske de her gardiner. Jeg har jo selv arbejdet som rekvisitør på to eller tre af filmene, og det var faktisk mit job at holde styr på en del af de her gardiner, når vi lavede Olsen-Banden, siger Jes Holtsø om gardinerne fra Keld og Yvonnes stue, der står præcis som i filmene.

Det er 48 år siden, den første film om Olsen-Banden havde premiere. I alt blev der lavet 14 film om den populære trio.

Udstillingen kan opleves på Viborg Museum frem til midten af august.