Coronasmittet Søren Pape isolerer sig i Viborg med milde symptomer

Den konservative formand satser på at kunne holde en masse virtuelle møder, hvis sygdommen ikke bliver værre.

Søren Pape Poulsen.
Søren Pape Poulsen.
Foto: Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix

Den konservative formand Søren Pape Poulsen har det efter omstændighederne fint - selv om han er smittet med coronavirus.

- Nu ved jeg ikke, hvordan det vil udvikle sig, men indtil videre vil jeg kalde det milde symptomer. Jeg har lidt hovedpine og ømhed i kroppen, men jeg har prøvet det, der er værre. Så hvis det bliver på det niveau, vil jeg være glad, siger han til TV MIDTVEST.

Alle medlemmer af den konservative folketingsgruppe er blevet testet, efter at partiets folketingsmedlem Niels Flemming Hansen blev erklæret smittet med Covid-19.

Og formanden viste sig altså også at være smittet.

- Jeg har isoleret mig siden i fredags og ikke mødt nogen - bortset fra dem, der testede mig. Hvis testen havde været negativ, skulle jeg have deltaget i Folketingets spørgetime i dag. Men så kom der svar fra testen, og nu er jeg i min bil på vej tilbage til Viborg, hvor jeg bliver, indtil jeg er symptomfri, siger han.

Trods smitten har den konservative formand dog ikke tænkt sig at slippe arbejdet. Hvis sygdommen ikke udvikler sig til det værre, står der en masse virtuelle møder på programmet de kommende dage.

Flere politikere ramt

- Jeg har måttet aflyse en masse fysiske møder og lave aftaler om, og det er for at sige det på jysk træls. Det irriterer mig helt vildt, men det vigtigste er selvfølgelig ens helbred, og at man ikke smitter andre.

Søren Pape Poulsen er den første partileder, der er testet positiv for Covid-19 - men langt fra den eneste politiker. Flere socialdemokratiske ministre har for eksempel valgt at isolere sig efter at have holdt møder med en smittet person, og Venstres Lars Christian Lilleholt er blevet indlagt på Odense Universitetshospital.

Samtidig er tre afstemninger i folketingssalen tirsdag blevet aflyst, fordi smitten ser ud til at brede sig på borgen.

- Det viser, hvor smitsom den sygdom er. Coronaen rammer alle steder, og indtil der kommer en vaccine, er der nok flere, der må indstille sig på sådan en tur. Det vigtigste er, at man ikke går og putter med det, hvis vi skal have en chance for at begrænse smitten, siger Søren Pape Poulsen.