Christinas datter blev født for tidligt: - Hvorfor taler ingen om, hvad barnet har ret til?
Det er et problem, at vores system ikke tager bedre hånd om for tidligt fødte børn, mener Christina Bøvling, der selv har født en datter syv uger for tidligt.
For Christina Bøvling var det utrolig hårdt at blive mor til sit tredje barn.
- Selvom det er tredje gang, så føles det som om, jeg er førstegangsmor. Alt er så nyt, siger hun.
Vilkårene er nemlig helt anderledes den her gang. Efter et langt og hårdt forløb med blødninger og indlæggelse endte hun med at få et akut kejsersnit syv uger før termin.
- Det her var vores første tætte møde med præmaturlivet. Jeg var i chok over, hvor få muligheder der var, siger hun.
Christina Bøvling mener ikke, at der er blevet taget ordentligt hensyn til hendes datter, Asta, der fik en ekstra hård start på livet.
- Jeg kunne ikke have givet hende bedre betingelser, for jeg kunne ikke have holdt hende i min mave, siger hun.
Tværtimod kunne eksempelvis barselsloven have hjulpet Asta. Det gør den bare ikke, som den ser ud i dag. Og det skal ændres, hvis man spørger Christina Bøvling.
- Debatten burde handle om, hvad Asta har ret til som præmaturt barn. Barselssnakken kommer til at handle om ligestilling - hvad har mor ret til, hvad har far ret til. Hvorfor handler det ikke om, hvor meget barsel Asta har ret til?
Og den tanke er hun ikke ene om at have. Et borgerforslag med titlen "bedre støtte og barselsvilkår til præmature familier" har i skrivende stund næsten 13.000 underskrifter, og Christina Bøvling har sat den ene af dem.
Her skal loven laves om
Christina Bøvling var indlagt i næsten to måneder op til fødslen, hvor hun og familien holdt til i et familiehus nær Aarhus Universitetshospital i Skejby.
Så da de efter endnu en måneds indlæggelse på hospitalet i Viborg blev tilbudt at komme hjem på tidligt hjemmeophold (THO), trak det i dem.
- Jeg har ikke været hjemme i næsten tre måneder på det her tidspunkt og har to børn, der savner deres mor, siger hun og fortæller, at de valgte at tage imod tilbuddet.
- Jeg tror ikke, at vi som familie kunne have valgt anderledes, hvis vi som familie skulle hele, siger hun.
Alligevel var det et valg, der gjorde ondt at træffe.
- For jeg vidste, at det ville forringe Astas barselsforhold, siger Christina Bøvling og fortsætter:
- Det var bare pissehårdt. Jeg følte, at jeg tog noget fra Asta.
Som barselsloven er i dag, starter barslen nemlig, når man kommer hjem fra hospitalet. Også selvom hverdagen derhjemme ligner hverdagen på hospitalet.
- Det ville være rart, hvis man sagde, at THO tæller som en indlæggelse. Så længe man gør det samme, som man gør på hospitalet, siger Christina Bøvling.
For under et for tidligt født barns THO er udviklingen ikke på lige vilkår med børn, der fødes til tiden.
- Når de er syge, udvikler de sig ikke – de overlever, siger hun.
Og derfor er der brug for barslen i den anden ende.
- Det handler ikke om, at mor skal have mere tid til babysvømning. Det handler om, at barnet har brug for mere tid, mere ro, mere tid uden bakterier og så videre, så der er tid til at gøre dem klar til institution på lige vilkår med andre børn.
Kæmper stadig for at hele
- Jeg stod i en butik, da en sød gammel mand kom og spurgte ”Sikke et sødt barn, hvor gammel er hun?”, fortæller Christina Bøvling.
Seks måneder efter fødslen oplevede hun for første gang, at én, der ikke kendte til hendes historie, spurgte ind til Asta.
- Jeg gik i panik, for jeg vidste ikke, hvad jeg skulle svare. Jeg tænkte, at hun ikke så stor nok ud til at være seks måneder, så han ville tænke ”Giver du ikke dit barn mad?”, men det føltes også forkert at sige fire måneder, siger hun.
Det var første, men ikke sidste gang, at hun som mor følte et behov for at forklare og forsvare Asta, der bare ikke har haft samme vilkår.
- Jeg har behov for at sige det højt. Måske også for at undskylde for Asta, forklarer hun.
I dag er Asta lige over et år gammel, og hun har det efter omstændighederne godt.
- Hun er et glad barn, og det er vi taknemmelige for. Men hun er også et barn, der hurtigt bliver overstimuleret, siger Christina Bøvling.
Men det har sat sine spor i familien at være igennem det flere måneder lange forløb med usikkerhed om liv og død.
- Vi har det bedre, end vi havde for et år siden, men vi er ikke ovre det. Vi er ikke færdige med at gå til psykologer og bearbejde hendes fødsel, siger Christina Bøvling.
Som par har hun og hendes mand fået en tydelig bagage med efter oplevelsen, og derfor mere Christina Bøvling også, at der generelt kunne være bedre og mere hjælp at hente for præmature familier. For de for tidligt fødte børns skyld.