Cassøe stopper i Viborg HK

VHK mister sin direktør fra september 2012. - Det er tid til at prøve noget nyt, siger han.

210911_Peter_Cassoe.jpg

Viborg HK skal på jagt efter en ny direktør.

Peter Cassøe har onsdag meddelt håndboldklubbens bestyrelse, at han siger sit job op per 30. september 2012. Med det lange varsel har han sørget for at give klubben god tid til at finde en afløser.

Cassøe understreger over for tvmidtvest.dk, at hans farvel ikke skyldes klubbens pressede økonomi.

- Det er da svære tider for sporten, men allerede da jeg rundede de 50 sidste år, gjorde jeg op med mig selv, at tiden nærmere sig. Og hvis jeg skal prøve noget nyt, skal det vist snart til at være, siger han.

10 fantastiske år

Den afgående direktør har været i klubben i 10 år - en periode, der blandt andet har budt på tre Champions League-titler og flere danske mesterskaber til klubbens ligakvinder.

- Det har været 10 fantastiske år, hvor jeg har haft den store ære at lede Danmarks bedste og mest succesfulde håndboldklub i nyere tid, siger han.

Cassøe har de sidste par år måttet gennemføre flere store sparerunder på grund af store million-underskud - men han føler, at klubben er på rette vej.

- Det har været meget vigtigt for mig at få gennemført en række nødvendige organisationsændringer omkring det sportslige setup, der kan ruste Viborg HK optimalt til fremtiden. Dem synes jeg, vi har på plads nu.

Cassøe har ikke noget bud på, hvad han skal lave efter VHK. Han arbejdede i forsikringsbranchen, indtil han skiftede til håndboldklubben.