Byggechef om ulykke i børnehus: - Jeg er rigtig ked af det

Virksomheden Constructa, der står bag tegningerne af Rødkærsbro Børnehus, er ked af den ulykke, der onsdag ramte børnehuset.

Direktøren i Constructa, Tim Lykke Jensen, er ked af den ulykke, der onsdag ramte Rødkærsbro Børnehus.
Direktøren i Constructa, Tim Lykke Jensen, er ked af den ulykke, der onsdag ramte Rødkærsbro Børnehus.
Foto: Mogens Lyngsø, TV MIDTVEST

Direktøren i ingeniør- og arkitektvirksomheden Constructa ser alvorligt på situationen med den nedfaldne murstensvæg i Rødkærsbro Børnehus.

- Jeg er rigtig ked af det, der er sket, fortæller Tim Lykke Jensen, direktør i Constructa.

Hvordan væggen kunne falde sammen er det store spørgsmål. Constructa står bag tegningerne af børnehuset, der blev indviet i december 2017. På tegnestuen i Silkeborg gør man derfor alt, hvad man kan for at finde ud af, om det er en fejl i tegningerne, der er årsag til ulykken.

- Vi tager opgaven rigtig alvorlig. Vi har sat de folk på, der skal til for at finde frem til det, der skal findes frem til, siger han.

Stadig en gåde

Dagen efter ulykken, hvor tre børn og to pædagoger kom til skade i forbindelse med ulykken, er det stadig noget af en gåde for direktøren, hvorfor væggen i børnehuset faldt sammen.

- På nuværende tidspunkt har vi ingen anelse om, hvad der er gået galt, siger Tim Lykke Jensen

Arbejdstilsynet havde onsdag to mand på stedet. De skal nu udarbejde en rapport, der skal være med til at fastslå, hvad årsagen til ulykken er.