Butikker og skraldere vil gerne bekæmpe madspild

Flere butikker og skraldere kæmper for at nedbringe madspild ved at sælge og bruge varer, der er ved at være for gamle.

Rema1000-købmand Torben Klinkby forsøger at bekæmpe madspild med blandt andet lavere priser på nogle varer.
Rema1000-købmand Torben Klinkby forsøger at bekæmpe madspild med blandt andet lavere priser på nogle varer.
Foto: Katrine Angel, TV MIDTVEST

I Rema1000 i Snejbjerg forsøger købmand Torben Klinkby at nedbringe butikkens madspild gennem flere forskellige tiltag. Et af dem er at mærke varer, der snart bliver for gamle, med en ny og lavere pris.

- Vi sætter gerne hårdt ned i pris for at være sikker på, at varerne går gennem kassen og ikke ned i skraldespanden, siger Torben Klinkby.

Ifølge loven må butikkerne ikke sælge varerne, hvis de er gået på dato. Det betyder dog ikke, at alle varer skal smides ud. Købmanden i Snejbjerg sender nemlig en del af deres for gamle varer videre til andre initiativer.

- Vi har en aftale med Stop Madspild Herning, der samler varer ind. Vi har også en landmand, der henter vores grøntsager, og en aftale med et biogasanlæg, som samler det sidste ind, siger han.

For gamle varer kan sagtens være brugbare

Skralderen Rasmus Lund Albrechtsen fra Viborg kæmper også en kamp for at undgå madspild. Han går på udkig i blandt butikkers skraldespande for at se, om der kan være varer, som han kan bruge i sin hverdag. 

Mere end halvdelen af det, som bliver tilberedt i Rasmus Lund Albrechtsens køkken i Viborg, er fundet, efter at supermarkederne har kasseret det.
Mere end halvdelen af det, som bliver tilberedt i Rasmus Lund Albrechtsens køkken i Viborg, er fundet, efter at supermarkederne har kasseret det.
Foto: Katrine Angel, TV MIDTVEST

Rasmus Lund Albrechtsen har god gavn af at skralde, men han synes samtidig, det er trist, at spiselige varer smides ud.

- Det er billigere for butikkerne at smide ud end at have det på lager eller give det til andre, og derfor mener jeg med, at der skal gøres noget med loven. Det er trist, at de smider det ud. Det er godt for mig, men mentaliteten er jeg ked af, siger han.

Nogle gange har Rasmus Lund Albrechtsen så mange varer med hjem fra en skraldetur, at han ikke kan spise det hele selv. Når det sker, forsøger han at bytte varerne med andre skraldere eller giver dem væk.

- Vi har en gruppe, hvor man kan bytte ting. Hvis man har et stort parti af noget, så kan man slå op og spørge, om nogle har brug for noget af det, siger Rasmus Lund Albrechtsen.

For Rema1000-købmanden i Snejbjerg er det tydeligt at mærke, at kunderne tager bedre og bedre imod madspildsinitiativer.

- Der er sket et skred. Så det er ikke kun for, at vi får en vare, der er nedsat, vi får mere ud af, det er også, fordi det er sund fornuft, siger købmand Torben Klinkby.