Bus til og fra Viborg skal tiltrække flere medarbejdere i psykiatrien

Fra denne uge kan medarbejdere i psykiatrien i Region Midtjylland komme med bus til arbejde. Det skal gøre transporttiden mere effektiv, og få flere til at ville arbejde i psykiatrien.

psykiatribussen-821x1460
Foto: Region Midtjylland

Det skal være mere  attraktivt at tage job i psykiatrien i Region Midtjylland. 

Derfor har regionen indført en såkaldt "psykiatribus" til nuværende og kommende medarbejdere, som arbejder i Viborg, men bor i Aarhus. 

I bussen kan medarbejderne bedre udnytte sin transporttid til og fra arbejde, og dermed bliver det også mere attraktivt at bo i Aarhus og arbejde i én af regionspsykiatrierne uden for Aarhus. 

Det skriver regionen på sin hjemmeside og i en pressemeddelelse

 - Det er ikke nogen hemmelighed, at sundhedsvæsnet og derfor også Psykiatrien har udfordringer med at tiltrække og fastholde medarbejdere. 

- Det forsøger vi hele tiden at finde løsninger på, og ét af de tiltag er vores nye pendlerbus, skriver Tina Ebler, direktør i Psykiatrien i Region Midtjylland, i pressemeddelelsen. 

Prøveperiode på et år

Bussen kommer foreløbigt til at køre mellem Viborg og Aarhus på hverdage, med afgang fra Aarhus 7.30, og har i denne uge testkørsel, men kører i et år som prøveperiode. 

Men hospitalsdirektøren Tina Ebler fortæller i pressemeddelelsen, at regionen ikke er afvisende overfor at udvide ordningen til flere strækninger - hvis bussen bliver en succes. 

- Vi har behov for at kunne tiltrække sundhedsfagligt personale især til de psykiatriske afdelinger uden for Århus. Hvis det viser sig, at en transportordning mellem Århus og Viborg gør det nemmere både at rekruttere nye medarbejder samt hjælper vores nuværende medarbejdere med at få arbejdsliv og privatliv til at hænge bedre sammen, så vil det være oplagt at arbejde med lignende løsninger i hele regionens psykiatri, siger Tina Ebler, direktør i Psykiatrien i Region Midtjylland.

Medarbejdere i psykiatrien som ønsker at bruge ordningen skal selv betale for liftet, som koster 35 kroner hver vej.