BSV er på semifinalekurs efter sejr over Team Tvis Holstebro

Bjerringbro-Silkeborg førte i stort set hele kampen, men sikrede sig først til sidst sejren over Team Tvis.

Arkivfoto.
Arkivfoto.

Bjerringbro-Silkeborg (BSV) og Team Tvis Holstebro har kurs mod de to semifinalepladser, der skal deles ud i gruppe 1 i herrernes håndboldslutspil.

Onsdag aften vandt BSV på hjemmebane med 26-24 over netop Tvis, og de to hold har nu begge seks point i toppen af gruppen efter fire kampe.

Derefter følger Sønderjyske og Skjern med henholdsvis fire og tre point for det samme antal kampe.

I de resterende runder skal både BSV og Tvis spille på hjemmebane mod Sønderjyske, som derfor får svært ved at klatre op på en af de to øverste pladser.

Onsdagens kamp blev tæt til det sidste, selv om BSV i stort set hele kampen var foran.

BSV var et skridt foran i det meste af første halvleg, hvor den tårnhøje Nikolaj Markussen var i sit es fra start med flere scoringer.

Tvis havde dog en gylden chance for at bringe sig på 7-7 efter 17 minutter, da ligaens topscorer, Patrick Wiesmach, havde frit løb mod mål i et kontraangreb.

Tilsyneladende blev han hægtet bagfra af en BSV-spiller i sit løb mod mål, men dommerne vurderede i stedet, at Wiesmach filmede, og så var det ham, der røg ud i to minutter.

BSV brugte overtalsperioden som springbræt til at komme foran med 12-7, men derefter sluttede udeholdet halvlegen bedst af og reducerede til pausestillingen 11-13.

Efter pausen bragte BSV hurtigt forspringet op på fire mål igen, men Tvis var ikke sådan at hægte af. Udeholdet holdt sig inde i opgøret og kom på 21-23 med ti minutter tilbage.

Fem minutter før tid nappede Tvis-målmand Jonas Hansen et straffekast fra Nikolaj Øris Nielsen ved stillingen 22-24, og i det efterfølgende angreb kom BSV i undertal, da Michael V. Knudsen blev sendt ud i to minutter.

Det udnyttede Tvis til at komme på 23-24 med lidt mere end tre minutter igen.

Nikolaj Markussen understregede dog sin store betydning, da han to minutter før tid steg op og skød sit hold i front med 25-23.

Tvis reducerede endnu en gang, men BSV's Michael V. Knudsen afgjorde kampen endeligt med sit femte mål på lige så mange forsøg.

/ritzau/